Tiden ved 8 Regiment.

Efter færdiggørelsen af handelsuddannelsen, var tiden inde til at prøve kræfter med militæret, der var ingen frinumre, så befalingen om at møde d. 11 maj 1954 på Hvorup Kaserne i Aalborg, måtte effektueres. Indkaldelsen lød på 18 måneder, men den blev nedsat med 2 måneder, kort tid før vi skulle hjemsendes. Det var ikke fordi vi var dygtige, men fordi beredskabet skulle nedsættes og spares skulle der også i 1955.

Mødebefalingen fortalte at vi skulle give møde på Hvorup kaserne d. 11 maj kl.12,oo. Jeg fik nyt navn nemlig 218364, rekrut tiden foregik i 10 regiment 1 Bataljons 2 kompagni, 6 måneder stod den på og arealerne omkring Hvorup kaserne blev de næste måneder vores opholdssted på godt og ondt, især ondt, vore befalingsmænd syntes det var mere interessant, at kravle en at gå. Hammer bakker blev også udset til besøg, mange øvelser foregik ofte i disse skønne bakker.

Vor Oberst var den navnkundige Freisleben, et navn der står respekt om, i soldaterkredse, vi havde en Kaptajn der hed Hansen, ham så vi ikke meget til, hvorimod hans næstkommanderende W. Laursen, var den der tegnede firmaet, Han skulle efter sigende havde haft en fortid på K.B.s 1 divisionshold i fodbold. Jeg ved ikke hvor meget hans omgang med Heste var, men han elskede at have en ridepisk i hånden, den vil jeg berette om senere. 3 deling, som jeg var en del af, havde Fenrik O.E. Jørgensen som delingsfører, han var en af de få, i rekrut tiden, man kunne tale med, samtidig ikke så på os, som undermennesker. I forhold til de andre delinger havde vi det godt, dog var der ingen tvivl om, at der ikke blev slækket på uddannelsen, alt skulle man igennem, men dog med lune og humør. Vi havde flere pauser en andre, jeg ved ikke, om det var fordi Jørgensen var en forfalden ryger, men ofte blev der råbt flyverskjul og derefter “der må ryges”.

For at kunne blive en god Infanterist, måtte man først og fremmest sørge for konditionen var i top , sådan at man kunne holde til strabadserne. Efter udleveringen af udrustningen, foregik alt i løb, selv når vi skulle til spisning.

Feltbanen var jo et kapitel for sig, det at skulle være dus med den, bekom mig ikke vel, de forhindringer der var, syntes jeg godt kunne ligge lidt mere spredt, straks man var kommet igennem en, stod man over for den næste. Målet med at få os i en god kondition, kunne jeg godt se var måden, dengang syntes jeg der fandtes andre muligheder. En af mine største prøver, var at komme op i tovet, det havde jeg aldrig været god til i skolen, her var det ikke i gymnastik tøj, men med støvler og tøj. Jeg syntes det var spild af tid, så jeg gav i starten op på halv vejen, indtil en dag jeg var ved at opgive, blev der blev råbt til mig, “hvis de ikke, 64 i dag kommer til tops, skal de ikke regne med at komme hjem og spille fodbold i weekenden”, Orlov var kodeordet, man kunne overkomme det utroligste for ikke at miste en orlov. Det var en fin måde at få os til at makke ret, orlov orlov orlov det ord fik os til at gå gennem ild og vand.

Vorup Frederiksberg søgte hver weekend om min fritagelse til at spille Fodbold, kun en gang opnåede jeg ikke frihed, en stor øvelse skulle absolut foregå over weekenden.

Netop fodbolden nød jeg også godt af i den daglige trummerum , gymnastiktimerne under Fenrik Damgårds ledelse, var meget anstrengende, gymnastik og ribbe øvelserne var udtænkt som ren tortur, når så bajonetfægtning også hørte til en af gymnastiktimernes øvelser, kan der sikkert forstås, at jeg aldrig fik et stærkt tilhørsforhold til gymnastikken. Der skete heldigvis det, jeg spillede mig på Regimentsholdet i Fodbold, så når gymnastiktimen startede blev vi kaldt til side og fik besked på, gå ud på fodboldbanen og træne.

Det at spille på Regimentsholdet gav mange plus sider. Vi spillede mange kampe og vandt de fleste. I turneringen om Vestre landsdelsmesterskabet, foregik en af pulje kampene mod Jyske trainregiment, det regiment var bosiddende på Hvorup kaserne, hvor vi kun var lejere. Mod netop Jyske train vandt vi 2-0. Denne kamps resultat betød åbenbart meget for befalingsmændene, de havde jo deres gang i officersmessen sammen. Kampen var sat op i et højt plan, til kampene blev alle, såvel menige som befalingsmænd, befalet til at overvære kampen som tilskuere, enten man brød sig om Fodbold eller ej.

Vi blev til sidst Vestre landsdelsmestre. Den afgørende kamp foregik i Århus på den lille bane ved Århus idrætspark. Vore modstander var Telegrafregimentet, der var bosiddende i Århus, vi vandt i en god kamp. Jeg glemmer aldrig overrækkelsen af nålene. Den blev foretaget af Oberst Freisleben. Det må åbenbart være en stor ære for Regimentet, for han var meget rørt, efter at havde sagt tak til de første to, kunne han ikke sige mere. Vi havde et godt homogent hold, hvor Poul Jensen fra Vejle, var den der efterfølgende blev kendt, han var bl. a. anfører for det danske fodboldlandshold i en lang periode i 60 erne..

Efter den kamp kunne vi glæde os til at vi skulle til Bornholm, spille mod Bornholms Værn, derefter til København og møde Østre landsdelsmestre, som var Livgarden, om det endelige landsmesterskab. Glæden var dog kort, turen blev aflyst på grund af besparelser, en skuffelse af dimensioner for os alle på holdet.

Vor ugeløn på 14 kr. strakte jo ikke langt, alene det at skulle til Randers, kunne gøre stort indhug, jeg var heldig, fodboldklubben betalte rejsen hjem. Den blev også væsentlig reduceret, 357 som boede i Horsens, havde en Victoria motorcykel, den kom jeg bag på og slap med mindre en togbilletten kostede.

Uddannelsen skred godt frem, den fysiske form kom i top, forståelse for hæren og dens opbygning kom til at sidde fast i kroppen. Vi havde utrolig meget eksercist, blev også dygtige og optrådte endog, ved forskellige lejligheder.

Vi skulde lære at skyde med vore geværer. Det foregik mest ved Hals barre. Det var en skydebane der var dejlig at besøge i godt vejr, især fordi megen tid gik med venten, og soldater som jo har et godt sovehjerte, havde behov for al den hvile, der kunne skrabes sammen. Ellers var skydning ikke det jeg var vildt begejstret for. Godt for mig der ingen krig blev, jeg fik aldrig skudt mit Gevær ind, simpelthen af den årsag, skød man med geværet, skulle det også gøres rent, så jeg undlod og lånte mig frem. På skydebanen var der bunkers, jeg fik den oplevelse at skulle hoppe på et ben 3 gange rundt om en af disse bunkers, samtidig råbe, ” dette er min højre tommeltot”. Blot fordi jeg ikke havde placeret min tommeltot rigtig på geværet.

Udstyret vi havde fået udleveret, blev kontrolleret igen og igen, Var det ikke i orden, skulle vi stille med udrustning i gården om aftenen, til eftersyn, som straf. Her blev så alt efterset, når alt var gennemgået, blev det lagt i vores regnslag, man kunne så gå ind på stuen og få lagt det hele i sirlig orden igen. Selv om jeg godt kan lide at duellere om rekorder, fik jeg den at have flest af disse omstillinger i soldatertiden, også den der hed i træk. Senere da man ikke kunne tage orlov fra os, havde jeg tre dage i træk, heldigt jeg ikke fik nummer fire, for så var jeg røget i spjældet, selv om det også kunne blive rekord ville det ikke være spændende.

En af mine værste oplevelser var i Hammer bakker, hvor vi havde været på noget nattesjov med en øvelse. Dengang vi skulle hjem om morgenen, havde jeg mistet mit gevær. Det krævede en større eftersøgning, af hele kompagniet. Det er næsten det værste der kan overgå en soldat, at miste et gevær, skudt ind eller ikke skudt ind. Hele kompagniet blev sat ind hvor øvelsen havde været, mit gevær blev fundet, men det gav ikke lige nogen popularitet, at stå uden.

Vores næstkommanderende W Laursen, udsatte mig for en af de største uretfærdigheder i min tjeneste. Jeg havde haft stuetur og en sergent som bestemt ikke kun lide mig, indberettede mig fordi han havde funden en knap på gulvet. Jeg måtte melde mig på kontoret, sendt ind til næstkommanderende, for mig, noget jeg senere kunne se var iscenesat. Kompagniet var opstillet i gården, vinduet var åbnet. Der fik jeg min livs største skideballe, alt imens han huggede ridepisken i bordet, jeg var glad for man ikke måtte korporlig af straffe, så havde jeg sikkert fået den. Det der nu sårede mig mest var, at han skreg ud, at fordi jeg spillede fodbold på regimentsholdet, skulle jeg ikke tro jeg kun gøre som jeg ville. Faktisk latterlig, på grund af en knap på gulvet, det syntes jeg nu ikke den dag, jeg var meget lille dengang jeg fandt min plads i geleddet igen

Vi var klar til formering i kompagniet, det bestod af 3 lette delinger, en støttedeling og kommandodeling. Jeg blev placeret i støttedelingen som gruppefører i gruppe 1, mortersektionen. Den bestod af skytte, hjælper og 2 mand til at slæbe granater. Der var 3 mortergrupper, vi 12 mand var så sammen resten af soldatertiden. Jeg må sige vi havde et godt kammeratskab i hele soldatertiden. I et let kompagni var det ikke biler vi blev overbebyrdet med. Der var en lastbil som var nødvendig til køkkenudstyr når vi på øvelser selv skulle sørge for mad. Der ud over var der 2 jeep, kaptajnen havde 1, den sidste havde vi i mortersektionen. Det var nu kun til de store øvelser vi kunne disponere over den, man havde den ide, at en 60 mm. morter kunne man godt gå med på march ture og til de daglige øvelser, det var nu en uhandig ting at have på ryggen, selv om vi var fire mand til at skiftes til at bære.

Den overskydende fritid i Ålborg, når man ikke havde omstilling eller spillede fodbold, foregik i Tivoli Karolinelund, der kunne jeg lide at være, altid underholdning af den ene eller anden art. Aalborg var en god soldater by.

Rekrut tiden var overstået og det gik mod nye mål.

Viborg.
Det at være kaserne løs, gav lidt flytteri. Vi havde fået plads i Viborg, vi skulle være der 3 måneder. Selv om Rekrut tiden var overstået, sørgede man for at beskæftige os godt. Der var ikke mange befalingsmænd der fulgte med os til Viborg, nye stod klar til at overtage os. Vi fik ny Kaptajn som hed Damm, næstkommanderende hed aldrig andet en julemanden, han var den største konditionsstærke mand, jeg mødte i den danske hær. Han ville også, vi skulle være det, hver morgen efter morgen appellen blev vi befalet til at møde fuld feltmæssigt, derefter havde vi i daglig morgenløb, som foregik på kaserneområdet. Det var frit løb i en runde der ikke kunne afkortes nogle steder. Julemanden vandt alle løb, undtagen et hvor 395 kom før ham. Det blev kontant afregnet med en forlænget weekend orlov, sådan. Trods det andre gerne ville kopiere det lykkes det aldrig, Julemanden der ellers godt kunne lide at gå i byen, havde ingen problemer med morgenløbet skøn det tit skete, han først kom hjem ud på de små timer.

Skydebanen og Øvelses terrænet lå et godt stykke uden for byen. Turene til disse steder foregik jo i gang, når vi nu var Infanterister. Det var dog kun omkring bymidten, for der gik ikke længe før der blev kommanderet løb. Enhver kan forstå, at den kondi man fik som soldat, kunne udnyttes i fodboldens tjeneste. Jeg fik aldrig senere i livet en så god kondition.

November, december og januar var triste måneder, men tiden gik hurtig. Vi var begyndt at spekulere på at rejse til Itzehoe. Jeg var ikke begejstret for at skulle være der i 7 måneder, mest fordi vi vidste at der faldt kun en orlov i de 7 måneder.
En aften i samlingsstuen var der en der skubbede en stol igennem stuen, for at ende i mit hovedet, jeg blev indlagt på Infirmeriet til eftersyn for Hjernerystelse. Jeg overspillede rollen lidt, jeg tænkte, hvis jeg nu ikke er klar når de afrejser til Itzehoe, får jeg så lov at blive i Danmark?
Tiden nærmede sig til den sidste orlov i Danmark. Jeg spurgte forsigtig, hvad med min orlov. Beskeden var, jeg ville blive overført til Itzehoe i feltambulancen uden orlov. Alle mine symptomer på hjernerystelse var fluks borte, jeg blev udskrevet næste dag og var klar til at tage på orlov.
Det var uden vemod vi forlod Viborg, vejen til stationen foregik med Regimentsmusikken i spidsen, et af numrene de spillede var den tyske “Annelise, hvornår skal vi mødes igen”. Det var dog altid festlig og flot march når vi havde musik i spidsen.

Itzehoe.
Rejsen til Itzehoe var forholdsvis lang, et særtog, må vente, så de ordinære tog kan holde fartplanen, vi andre havde jo tid nok. Der var jo ikke mange der i 54 havde været i Tyskland før, så selv om Itzehoe ikke ligger langt nede, var det trods alt en anderledes egn, anderledes byggestil, alt var jo spændende, uforståelig at vi 9 år efter krigen skulle ned og være besættelsesstyrke, hvordan ville man se på os o.s.v

Ankomst til stationen, med den traditionelle march til kaserne, som lå på Langepeter. Vi blev installeret på anden sal, det var en ejendom, som kunne ligne en hvilken som helst beboelsesejendom. Alarmpladsen lå lige uden for døren, så når der blev råbt træd an, kunne der være besvær på trapperne, men tempoet var nu ikke så højt i tiden der fulgte, nu var der jo ingen orlov at miste. Vi havde fået at vide, der faldt en befalet orlov, efter at halvdelen af tjenesten i Itzehoe var fuldført. Der var jo selvfølgelig andre repressalier, de kunne lægge på os, hvis vi blev for slappe.

Vore spiseforhold og køb af danske varer i tutten var særdeles gode. Den mad vi fik var så god og sund. Vognmand H. P. Therkildsen kom hver dag med ny sending, så det var friske varer. Varerne vi kunne købe i tutten var afgiftsfri, det blev vore penge jo lidt større af, vi fik udleveret 14 brigs om ugen, oveni fik vi så 5 D.M., de kunne altid veksles i brigs hos kammeraterne der gerne ville opspare D.M., vekselkursen var 2 Brigs for 1 Mark. Vi fik udleveret øl kort, der var en god ide, de kunne jo også omsættes. Jeg havde i Tyskland altid karameller i mine u tasker, ligeledes var marcipanbrød også særdeles billigt, og en af mine favoritter.

Vi startede tjeneste om vinteren, de første måneder var ikke interessante, vi skulle jo ud i alt slags vejr. I et sådan vejr, skulle vi på en 35 km. march tur, den foregik med en overnatning i bivuak. Den oplevelse efter denne lange anstrengende march, glemmer jeg aldrig. Til ankomst stedet i den skov, skulle vi bespises, det første vi fik var en sveden vælling, dernæst havde de lavet en fiskeret med masser af ben, forestil jer at hænderne var så kolde at man ikke kunne holde om noget, derefter så få fisk, det er ikke lige soldaters livret. Vi skulle sove i vores regnslag, undtaget dem der blev sendt ud på en lyttepost. Jeg blev sendt på det sidste og var et nem offer for en eventuel fjende, jeg gik rundt i et ottetal for at holde varmen, godt der ikke var alvor i det. Det har tit fået mig til at tænke på de store vinterslag, der blev kæmpet i Rusland i den anden verdenskrig, det må havde været umenneskelig at føre krig under så store kuldegrade. Foråret dukkede op og glemt blev den kolde og mørke tid.

Dagligdagen bestod af øvelser i et terræn der hed område C, det lå uden for byen,. Det var et sted, hvor vi blev kørt til, de fleste gange, nok fordi vi skulle igennem hele byen og der var ingen grund til at provokere tyskerne. Det var næsten sikkert at tirsdag, onsdag var afsat til øvelse, den fandt de fleste gange sted ved Kieler kanalen, den skulle vi forsvare hvis russerne kom. Jeg nød at være der og se de store skibe glide forbi i kanalen, jeg tog gerne en ekstra vagt, blot for at se på sceneriet der.

Disse øvelser lå til sidst på rygraden, det var jo nok mest taktikken, som befalingsmændene udnyttede, til at flytte rundt på enhederne, vi oplevede meget, vi stort set sov eller spillede kort altid på disse øvelser.

En grim oplevelse fik vi dog en sen aftentime lige før sengetid. Vi blev bedt om at træde an på alarmpladsen, der fik vi en kort besked om at toget, Nordekspressen, var forulykket ved Rendsburg, vi skulle kun komme med vore spader, for vi skulle ud og grave forulykkede fri. Der blev rekvireret lastbiler til transport som vi bordede og kørte mod Rendsburg. Jeg husker alle de tanker der for igennem hovedet. Efter nogle km. kørsel blev vi bedt om at sidde af, hvorefter der blev meddelt os, at det var en øvelse. Det er en af de gange hvor jeg syntes det kunne gøres på en anden måde, der var ikke en af os der var mistænkelige, på nogen måde. Jeg syntes det var en dårlig spøg, hvis det skulle være en del af uddannelsen.

Vi var i vort kompagni, vældig gode til at marchere og eksercere, alligevel blev megen tid brugt til eksercits. Det lød jo også godt når alle udførte kommandoerne perfekt. Jeg har berettet om Julemanden med den gode kondition, han var en livsnyder, havde åbenbart funden en pige i byen, inviteret hende på kaffe og kage m. m. på kasernen, hvad selv for befalingsmænd var strengt forbudt.

Han gjorde desværre den dumhed, at efter kaffetid, lukkede han hende ud på kaserne området, hvor hun blev fundet af vagten og kunne berette hvem hun havde besøgt. Det kostede hjemsendelse til Julemanden få dage efter efter. Han ville nu lige have en sidste aften i byen, så han klædte sig i sin flotte blå uniform. På hjemturen som var kl. fire om morgenen syntes han at der skulle tages ordentlig afsked med hans basser, så han vækkede rekrut 410, vores trompetblæser, som måtte rundt på alle stuer og blæse os op til ordentlig afsked. Det var en af dem man hurtig kommer til at savne, samtidig en man desværre aldrig så mere, han ville passe fint ind i det fællesskab vi stadig har.

Der var mange ting der irriterede mig grænseløst som soldat, det værste var, når kommandobefalingen havde sagt træd an og han syntes det gik for langsomt, derefter drejede 180 grader og så sige træd an igen. Det foregik sådan at de første i kompagniet, kunne vende om, hvorimod os der stod i den anden ende, havde langt at løbe for at træde an. Der fornægtede min stædighed sig ikke, jeg var altid den sidste der kom på plads, det gav sig udslag i mange ekstra vagter. Det skete også til en udgangsparade, som sædvanlig sidst. Denne gang blev der sagt alle, undtagen 364 træd af. Så stod man der alene igen. Næstkommanderede Løjtnant Ernst Hansen der var i sin flotte galleuniform sagde, giv agt løb, så jeg løb alene rundt på alarmpladsen, med næstkommanderende stående midt på pladsen. Nu ville skæbnen, at det begyndte at regne kraftig, stædig som han var , blev vi begge gennemblødte mens hele kompagniet fulgte sceneriet fra vinduerne.

Igen en oplevelse rigere, bare fordi man ikke altid, kunne acceptere de ting de ville med os. Fritiden foregik for de flestes vedkommende på stuen, vi måtte anskaffe en radio, den gik på alle tider af døgnet med den musik som tyskere jo er så gode til. Ellers havde vi et bord mit i stuen, efter aftræden var kortene i gang. Jeg spillede tit en hel weekend kun afbrudt af korte spisepauser. Ellers havde vi et opholdssted i byen der hed Holger Danske, der kunne vi gå ned at spise vores livret, de dage maden ikke passede os på kasernen. Hvilket dog var sjældent. En søndagsmenu kunne indtages til tonerne af diner musik fra tyske musikere. Der var også alt underholdning som fjernsyn, billard, bordtennis m.m. Der var muligheder for at besøge Hamburg, der gik tog dertil. Jeg udnyttede det til at se en landskamp mellem Nordirland og Tyskland på Volkspark stadion. Det der imponerede mig mest var foruden de mange mennesker, en af de tyske landsholdsspillere havde kun en arm, kort tid efter krigen var det jo ikke unaturlig i Tyskland.

Foruden øvelserne ved Kieler kanalen havde vi også en stor øvelse over flere dage på Luneborg hede, det var barsk at krige rundt mellem alle de smadrede kampvogne, der stadig stod efter det store afgørende panserslag på heden. Det var også spændende at se det sted hvor tyskerne havde underskreven papirerne til deres kapitulation.

Vi havde noget der hed Foa på kasernen hvor jo 1600 soldater havde deres bopæl. Foa arrangerede forskellige ture, der var en der gik til den østtyske grænse, en anden til Hamburg med sejltur i havnen. Hamburg var først startet genopbygningen efter krigen, det var en af de byer der fik sin part af bombningerne, den lignede det også, især omkring havnen. Der var arrangeret en tur til Paris, dog kunne de penge, der blev uddelt i løn, ikke klare en sådan udgift for mig, men der var mange med på den tur. På kasernen var en biograf med de sidste nye film, også anden underholdning kom ned til os, vi så bl. a. Dirch Passer, Kjeld Pedersen og Ulrik Neuman i en god ABC revy, hvor en god danserinde la Bommie gjorde indtryk på os soldater.

Der foregik meget på kasernen, der mange muligheder for at udfolde sig i forskellige sportsgrene, der var kommando mesterskaber i de fleste sportsgrene.

I byen var nattelivet der ikke de store ting man kunne gå til, de få steder var der altid for mange soldater, dansestederne befandt sig ikke mange at danse med. En sådan aften i byen, resulterede i, på en restaurant der blev kaldt Lubschebrønden, et større slagsmål, nogle fra vores kompagni kom i slagsmål med nogle fra Sjællandske Ingeniørregiment, det blev så alvorlig at militærpolitiet kom og anholdt nogle fra vores kompagni. Vi havde fået den besked af kaptajn Damm, da vi kom til byen, at hvis nogen fra kompagniet kom i vanskeligheder, skulle vi hjælpe hinanden. Det syntes vi i lettere overrislet tilstand, var nu, så vi røg på militærpolitiet for at frigøre vore kammerater. Set i bakspejlet var det lidt dumt af os, de ringede efter forstærkning og vi andre måtte med til afhøring og hvad der fulgte. Jeg oplevede lige som de andre, at et kosteskab skulle rumme mig indtil det blev min tur, det var ikke særlig rart.

Vi måtte efter denne afhøring vente til vi senere blev stillet for en auditør, hos ham spurgte jeg lidt spagt, hvad auditøren mente det kunne resultere i. Han svarede 14 dage i brummen, ups det var lidt uheldig. Vi skulle melde os tilbage efter afhøringen, kaptajn Damm spurgte, hvordan det var gået, vi fortalte det, han tog sin kasket og gik til auditøren, erfarede vi senere. Jeg var ikke særlig stolt ved den omgang, vi vidste ikke hvad tid vi skulle ind, så jeg havde skrevet 14 breve til Ulla, en for hver dag jeg sad der, så jeg havde garderet mig. Jeg sendte i forvejen brev hver dag, så der måtte ikke opdages noget.

Vi hørte aldrig mere til sagen, kaptajnen havde åbenbart reddet os for straf denne gang.

Tre gange var jeg på vej i det sorte hul i Tyskland. Som jeg har nævnt, havde jeg rekorden i omstillinger i træk. Jeg stillede op anden dag efter at den første var kasseret, det blev lige pludselig alvorlig, befalingsmanden der havde kontrollen med mig, gik ind efter kaptajnen der boede på samme etage. Så blev jeg ellers løst ind, hvis ikke det var på plads dagen efter, blev jeg ført direkte ned i arresten. Så fik jeg travlt med at komme rundt og låne effekter hos kammeraterne, det hjalp, så jeg slap også den gang.

Den sidste gang hvor det spøgte igen, var på en øvelse, hvor en korporal ville have mig til at gå igennem et vandløb, hvor det nåede til knæhøjde, jeg syntes ikke det tjente noget formål så jeg sagde “ikke forstået” Efter lang tids parlementeren, viste han mig hvordan jeg skulle gøre, da jeg stadig sagde ” ikke forstået” hentede han forstærkning, der blev så sagt til mig at hvis jeg ikke ville gå igennem det, som han havde vist mig, kunne vi gå direkte ned i arresten. Så måtte jeg jo gøre det, de havde jo alle remedier til at ende, som stærkest hver gang.

Vi glædede os meget til at komme på en skydeøvelse 150 km syd for Hannover til en kaserne der lå i Detmold. Vi havde været i Putlos og Luneborg, det var i Nordtyskland, nej, nu skulle vi ned i nærheden af hvor der var bjerge. Det var en lang togrejse, vi skulle pakke og sende vores oppakning i forvejen. Vi havde jo 2 par støvler, et par skulde sendes i forvejen, der lavede jeg en fatal brøler, jeg sendte 2 venstre støvler af sted, der var ikke anden mulighed en at få fødderne placeret i de 2 højre støvler. Jeg kan fortælle at der er langt at gå til stationen i en sådan situation, heldigvis behøvede jeg ikke støvlerne på i toget, jeg blev drillet godmodig en del for det, mere en i min rekrut tid, hvor en mus havde lavet rede og født unger i lommerne i min kappe.

Det var en stor oplevelse, turen til Detmold tog sin tid. Vi blev installeret på en kaserne, hvor der ellers opholdt sig engelske soldater. Der blev tid til at se på forholdene i omegnen, der blev arrangeret tur til bl. a. en Herman Denkmal, der stod på et af de højeste punkter.

Det væsentlige var dog skydningen, en stor anlagt øvelse med overskydning med vore morterer, skulde være enden på vor uddannelse med morterer. Vi skulde rykke frem hvor større morterer skulde støtte os i fremrykningen. Der skete den store fejl at pludselig begyndte mortergranater at lande midt imellem os, vi skulde være gravet ned i skyttehuller, vi syntes det var unødvendig, så vi fik pludselig travlt med komme i jorden. Det var et stort held, der ikke skete noget alvorligt, nogle af de faldende morterer var så tæt på os, at jorden blev sprøjtet over os. Vi lærte at det er klogt at komme i jorden, samtidig fandt vi ud af, at det er uhyggelig, når man hører granaten i luften og ikke vide hvor den slår ned.

Jeg fik også ekstra vagter mens vi var ude i skydeterrænet. Det var lige pludselig spændende at bede os sætte os, jeg var som sædvanlig langsomst, så de sidste der var nede, fik en vagt. Den ene var nu spændende, jeg skulde med vandvognen ind til nærmeste kaserne for at hente vand.

I den by, tog vi os tid til at se fjernsyn hos en tv mand, de bragte den første fodboldlandskamp jeg havde set, det var Tyskland-Sovjet der spillede.

På vej tilbage med fuld vandtank, kørte bilen i stykker ude i en stor skov, vi blev enige om at jeg skulde gå tilbage, for at få hjælp til at trække vognen tilbage til lejren med vandet, det skulde bruges til morgentoilette. Der var meget mørk i den skov, jeg var rædselsslagen, for det brasede i skoven hele tiden. Jeg var ikke klar over, der var så mange vildsvin i det område, chaufføren fortalte at de legede på vejen mens han sad i bilen og ventede på assistance. Detmold var også det sted hvor vi efter en aften i den lokale pub på Området, startede det helt store slagsmål 2 kompagnier imellem. Årsagen hviste ingen dagen efter, men der vankede nogle brådne pander hos adskillige.

Vi var 14 dage i det område, som var et godt afbræk fra vores daglige trummerum i Itzehoe. Hjemkommen kunde vi gøre klar til den sidste måned, hvor mange ting skulle prøves af om vi nu havde lært det som de ønskede.

100 km. march tur gik mod den danske grænse. Som om turen ikke var lang nok, skulde vi absolut være fuldt feltmæssigt, læsset 96 skarpladte patroner på os i utasken, mine sædvanlige karameller vejede nu ikke så meget. I samme udrustning var vi kravlet op i et tov, med gevær og hele udrustningen plus de 96 skarpladte. Jeg var meget stolt over det lykkes for mig, for i starten på mit soldatereventyr, kunne jeg ikke med den bedste vilje komme op i gymnastiktøj.

Vores 100 km. på 24 timer, forløb efter planen vi klarede det. Kun de 2 kontorfolk kunne af indlysende grunde ikke klare det, man går ikke lige ud fra et kontor uden den træning som vi andre fik. Det sværeste ved en sådan tur var, hvor utrolig det lyder, at komme i gang efter vor pause på 10 min. hver time.

Vor Delingsføreren i Støttedelingen havde efter en våd Hamborg tur, hvor selskabet åbenbart havde været for godt, glemt at finde kasernen til tiden. Det er noget af det værste der kan ske, så der faldt en kontant afregning på 14 dage i hullet

Det medførte at til en af de sidste øvelser, havde vi ingen delingsfører. Korporalerne var sendt hjem et par måneder, før vi andre. Gruppefører i første gruppe skulle så overtage kommandoen, det var mig, så vi begav os ud på øvelsen, som skulle foregå omkring Frederiksstad ved Eideren. Gruppen bestod jo kun af morter sektionen, hvor vi var 12 mand. Vi havde vores Jeep til rådighed, så når der var delingsførermøde kom jeg ligesom kaptajnen kørende. Det var mig en sand fornøjelse at kunne spørge en Oversergent, som ikke mange brød sig om, ” vil du køre med”. Det ville han aldrig.

Slutfasen på øvelsen nærmede sig, mortersektionen skulde på den anden side af Ejderen og skyde over floden. Der skete det, som så tit sker for soldater, hele banden faldt i søvn. Da vi vågnede var radioen tavs, gode råd var dyre, vi havde jo nok den formening at øvelsen var afblæst. Vi fik pakket sammen og jeg sagde til alle 12 mand om at måtte sætte sig op i Jeepen og anhængeren, så vi kunne finde kompagniet. Vi nærmede os byen Fredrikstadt, der bad alle om at gå i stedet, den dårlige samvittighed bød disse soldater at gå i en pæn snorlig række, det var heldig, kaptajnen kom os i møde, han var ude at lede efter os.

Jeg tror denne øvelse gav sig udslag i, at i mine hjemsendelsespapirer, fik jeg karaktererne 1.A.1., bedre kunne de ikke blive, det var til stor undren for både mig og andre, jeg var nok ikke lige den nemme og dygtige soldat, som disse papirer hentydede til.
Hjemme efter øvelsen blev jeg kaldt ind til kaptajnen, hvor han roste mig, det var jo ikke ros, jeg kunne fremvise mest af i min soldatertid. Det at en menig kunne have en sådan kontrol over sine kammerater var flot. Han meddelte mig at jeg hermed havde et nattegn. Det var det eneste jeg havde i Tyskland, troede ikke der var noget der hed det, det bestod i at man måtte blive i byen til kl. 11,00.

Kommandoholdet.
Jeg havde så mange oplevelser i Tyskland fodboldmæssig, at jeg vil holde dette afsnit for sig. Vi spillede fodbold på kompagniplan ,bataljonsplan og så et samlet hold af det hele, som et kommandohold der skulle repræsentere..

Der var kun en kamp på kommandoplan jeg missede, grunden var en øvelse, vi absolut skulle med på, ellers var vi privilegeret, fodbolden kom først.

Vi spillede mange kampe mod tyske klubber, vor hold var et hold, bestående af gode fodboldspillere jævne spillere, der var ingen med stjernestatus, de var blevet søgt om fritagelse til Tysklands turen, af deres hjemlige klubber.

Vi var tre fra Randers, Målmand Preben fra Fremad, ligeledes Denge kom fra Fremad. Han var samtidig fra samme kompagni som mig og den jeg havde mest med at gøre i Tyskland. Denge blev desværre ikke meget over 40 år.Der var ingen turnering eller point vi spillede om , derimod var prestige det vi kæmpede for.

Vi havde vores egen bus når vi var ude til kamp, og det var vi meget. Der var mange lokale hold der gerne ville have vores skalp, Jeg husker kun to kampe vi tabte, den ene var til Itzehoe, de havde blandt andet hentet en målmand som Tyskland havde haft med til W.M. i 54, også andre spillere var hentet til den kamp, der skulle vindes for enhver pris.

Den anden kamp vi tabte, var en historie for sig. Vi skulle til Uertersen ved Hamborg, der skulle vi møde engelske soldater. Der skete det der kun er sket en gang i min fodboldkarriere, vor sportsofficer kom til os før kampen og sagde, “hvis vi vinder, skal vi hjem efter kampen, hvis vi taber skal vi være med til at drikke de 150 bajere som de vinder”. Det var klar tale, vi tabte og havde en pragtfuld aften sammen med de soldater hvor mange havde været med i anden Verdenskrig, nogle var piloter og havde været med til at bombe Tyskland. De fleste var kontraktansatte, når man spurgte dem om de var gift, svarede de at de var gift med hæren. Jeg der ikke kunne sprog forstod det engelske bedre og bedre som aftenen gik. Det var sidste gang, vi fik lejlighed til disse fester efter kampen, vi havde et Baseball hold med, 2 fra dette hold kunne ikke nøjes med kasernen, men skulle absolut ud i byen, der går altså ikke soldater ude i byen om natten i 1954. Vi havde fået en invitation til at komme til Fredericia og spille en venskabskamp mod Regimentet der, det foregik på en tre dages tur, det var lige før det var en ekstra orlov, de flestes piger ankom til Fredericia og blev installeret på hoteller der.
Det var en dejlig periode i fodboldtilværelsen at være så privilegeret at de kunne bruge mig på kommandoholdet.

Aftrædelsesdagene.
Turen fra Itzehoe til Viborg var en imødeset dag. Selv om tiden var gået godt og alle syntes de var en megen stor oplevelse rigere, var det dagen hvor man kunne smide kongens klær man så hen til. Der blev udfoldet stor kreativitet på hvordan man kunne få smuglet mest til Danmark. Batterier kasser i biler og andet blev tømt, for så at blive fyldt med Sprut og cigaretter. Det må også have været et syn at se toget køre over grænsen og så alle de tasker der var bundet uden på toget, når tolderne gik toget igennem, hang alt smuglergods uden på toget. Tolderne har vist alt om det, men vi var jo salige i vores tro.

Jeg var kommet i et udvalg, der skulle sørge for at hjemsendelsesfesten foregik på en god måde. Soldaterne havde betalt et fast beløb hver uge i Tyskland til den store fest.

Vi fandt stedet og havde forberedt at der skulle opføres en revy på dagen, som Kaptajn Dams kone Inge skulle være instruktør for og samtidig medvirke i, jeg fik også en lille rolle der. Hun boede på samme etage som os i Itzehoe, altid venlig og smilende. Hun havde en fortid som sangerinde, som jeg mener var i Svend Nicolajsens orkester. Det største problem var at finde piger til gutterne at danse med, det var dog ikke besværlig i Viborg, vi kørte en aften ud til Hald Egense, hvor mange sygeplejersker og sygehjælpere var ansat, der blev sat sedler op på opslagstavlerne og der meldte sig, dem vi havde brug for.

Den store dag oprandt, vi skulle aflevere kludene, samtidig skulle gennemgås om man nu også havde, det som man fik udleveret. Mange måtte til pungen for at betale sig fra mangler, jeg var en af dem, jeg havde dog heldigvis mit gevær.

En rigtig dejlig tid er forbi, mange kammerater er funden i den periode, kammerater som man har været sammen med hele døgnet, haft mange glæder sammen med og har i perioder bandet befalingsmænd og systemet langt væk. Konklusionen af denne periode er taknemmelighed over at man har kunne få lov til at være soldat, man har lært så meget i den tid, lært ting som man har haft glæde af resten af livet.