Hjemsendelsen fra militæret blev ikke den start på det civile liv der var lagt op til. Trods det, at jeg var stillet en plads i Brugsen i sigte allerede ved Indkaldelsen, trods det at jeg et halv år inden hjemsendelsen fik samme svar, måtte jeg konstatere at der kun var en afløser plads til mig ved hjemkomsten.
Det var selvfølgelig fint nok, det var dog arbejde, det foregik på den måde at jeg skulle afløse i de forskellige Brugser i Randers, ved sygdom og ferier, det var nyt hver dag, nye kunder og nye forhold. Der var i 1956 rigtig mange Brugser i Randers som blev styret fra Nordregraves Hovedkvarter under kyndig ledelse af Valdemar Nielsen og Pind.
det sted jeg var længst var hos Uddeler Brock i Brugsen Østerbro, den lå lige overfor togfabrikken Scandia. Når der var pauser var der stor rykind, hovedsagelig Øl og Tobak skabte den store omsætning.
Heldig for mig skulle Brugsen åbne en ny forretning på Mariagervej, det var på den tid en hel ny form for forretning, nemlig en selvbetjeningsbutik. Jeg havde fået besked på at det kun var i startfasen jeg skulle være der.
Det tiltrak mange interesserede fra andre byer, så langt væk som Vejle kom der en delegation for at se den nye forretningsform. Det fik mig til at spørge om der var arbejde i Vejle og jeg fik en bekræftelse og blev ansat til at starte der til den første.
Fodbolden i Vorup var jo kommet godt i gang efter hjemkomsten fra Tyskland, det var stadig et godt hold som huserede i den lille mesterrække, anført af Træner Kaj Piilmark, ellers var det de sædvanlige spillere der dannede holdet, min hjemkomst resulterede straks i en plads på det bedste hold og udover turneringskampe spillede vi en mængde sommerkampe især på Djursland. Hver by havde deres sports uge hvor vi som regel var inviteret med. Det var gode tider med nye bekendtskaber som i mange henseender har holdt livet igennem.
Jeg var allerede under militærtjeneste blev forlovet med Ulla. Der var det dejlige at Ulla var ligeså interesseret i Fodbold som jeg. Ulla og hendes Far Viggo kørte til de fleste kampe som Rds. Freja spillede, derudover var de også tilskuere til Vorup FBs kampe.
Forholdene var jo lidt ringere en hvad der foregår i nyere tid, vi kunne have vore piger og koner med bussen til udekampe, men det var kun mulig hvis der blev betalt for turen, vi kendte ikke andet, så det var ikke ophidsende dengang. Spisning på turene var som regel for egen regning, jeg husker dog engang vi skulle spille en Landspokalkamp i Hjørring, klubben flottede sig og gav en dansk bøf på en landevejskro. Pigerne måtte sidde i bilen og spise deres medbragte klemmer. Bød man spillere i dag samme fremgangsmåde tror jeg der var oprør i klubberne.
Tiden efter hjemkomst fra militæret, blev udnyttet til at få et kik i Entreprenørbranche. Ullas Farfar startede firma først i 30 erne under navnet M. Sørensen. Hans start i branchen foregik på den måde. Han købte to trillebøre, fik en entreprise, hvor jord skulle flyttes fra den ene side af vejen til anden. Hans forretning blev efter datidens forhold stor, han entrerede mange steder i amtet, hans motorcykel førte ham rundt til kontrol af arbejdspladserne.
Allerede i min læretid var jeg med på arbejde, når jeg afspadserede, havde ferie og fridage, fik jeg mulighed for at komme ud at snuse til atsmosfæren i Branchen.
Jeg havde fået kørekort efter hjemsendelsen, M. Sørensen var ked af at køre, så jeg var nem at overtale til at tage med ham ud på arbejdspladserne. Det første der skete når vi kom til arbejdspladserne var at finde nærmeste købmand, for at skaffe en kasse øl.
Det at gå på vejarbejde, var utrolig hårdt, maskiner fandtes jo ikke, jord skulle læsses med skovle. M. Sørensen havde tipvogne med lokomotiver til at flytte jord, læsningen foregik på den måde at når forlæsseren var færdig kørte toget, forlæsseren var som regel den bedste mand på holdet.
Lastbiler blev læsset med skovle og grebe, bundsten til vejene, var mange gange sten som blev købt af bønderne nær arbejdsstederne, den chauffør der skulle læsse sådanne sten, blev udsat for at finde dynger af sten som var sammengroet af senegræs, der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvor hårdt et arbejde det var at læsse disse stene med en greb.
I firmaet var en chauffør der hed Chr. Snus. Han var så stærk at hvor andre brugte en alm. skovl til at læsse, havde han en stor kulskovl, så sølle mand der skulle følge ham. Han blev kun brugt lidt om vinteren til vinterbekæmpelse, Når der skulle sandes i glat føre, foregik det sådan at en efterløber, der virkede som spreder skulle fyldes med sand. Chr Snus kunne ikke med sin kulskovl finde ud af at give denne spreder en pause, sandet som var håndlæsset, holdt ikke længe, så der måtte en mand med lidt mindre energi op bag i lastbilen, sommetider måtte to til det job, den ene skulle smide sandet hen i bagenden hvorefter det blev sendt i sprederen. Det var en kold tørn, men det anfægtede ikke folk dengang.
Det var jo normalt lokale folk der blev ansat til disse vejarbejder som blev udført af Randers Amts vejvæsen, chauffører og tromleførere fulgte gerne med fra Randers. Et arbejde på amtsvejen i nærheden af Mejlgård slot, som jeg husker bedst,var på ca. 4 km som M. Sørensen havde fået ved licitation, det var et traditionelt stykke vejarbejde som firmaet udførte dengang, det varede et års tid, dernæst til det næste for Vejvæsenet. Arbejdet ved Mejlgård afsluttede med en stor fest på Fjellerup kro hvor alle fra Randers kørte i bus, det var musik og dans med afslutning hos en af de lokale arbejdere, hvor der siges hønsene var fulde i flere dage. Før omtalte Chr. Snus var ikke af dansegulvet, det at være dame i en sådan dans med ham var let, for de rørte ikke gulvet et øjeblik.
Fritiden havde min kommende Svigerfar og jeg ikke samme syn på, Ulla og jeg havde utrolig svær ved at acceptere at hun skulle være hjemme kl. 22,oo, hvad enten det var hverdag eller Lørdag. Det var på et tidspunkt hvor Ulla var fyldt 18 år.
Skulle vi i biografen, måtte det være til 19 forestillingen, selv en biograftur måtte vi have Lillesøsteren Hanne med. En nytårsaften husker jeg, at jeg afleverede Ulla pænt kl. 22,00, hvorefter jeg så kunne gå i byen og feste videre med kammeraterne. Det var lidt kedelig som senere gav bagslag, idet Ulla flyttede tidlig hjemmefra, det vil jeg berette om senere.
Jeg måtte til at forberede rejsen til Vejle, Ulla kunne ikke komme med, hun skulle lige udlæres som Tandteknikker hos Elna Weise.