Fodbold i Vejle.

Det første tid i Vejle spillede jeg stadig fodbold i Vorup FB, jeg ville jo gerne til Randers i den korte weekend, man som kommis havde. Samtidig havde vi jo i Vorup et virkelig godt hold der huserede i den lille mesterrække.

Min træning i Vejle foregik i Vejle Kammeraterne, hvor en af mine kollegaer i brugsen, Finn Orla Sørensen var målmand, træningen var dog ikke af et format, hvor jeg i længden kunne klare mig i Vorup, jeg meldte tilbage at jeg ikke ville spille den nye sæson i Vorup.

Vejle Boldklub.
I Randers aviserne var man så venlig at skrive, jeg havde fået arbejde i Vejle og ønskede at spille i Vejle.

Åbenbart havde nogle fra Vejle Boldklub set det, jeg fik besøg i Brugsen hvor jeg arbejdede af Vejles navnkundige træner, tidligere landsholdsspiller i B 93, Kaj Hansen, ( bette Kaj ), han havde tidligere været Træner i Randers Freja og kendte mig fra Vorup.

Vi aftalte at mødes efter arbejdstid over et kop kaffe. Vi blev enige om at jeg skulle starte den nye sæson der. En af grundene til at jeg gerne ville starte var dels at jeg dog kendte en enkelt, nemlig Poul Jensen, senere landsholds back og anfører, som jeg blev Vestre landsdelmester sammen med indenfor militæret, ligeledes havde jeg også lyst til at prøve af, hvad man kunne med den lille runde.

Jeg trænede med 1 holds truppen, det var hårdt at løbe i Nørremarken, terrænet der, var ikke min kop te, jeg kunne se det krævede meget at være med i toppen, mere en jeg ønskede at yde, så efter kort tid i klubben meddelte jeg, at jeg stoppede i VB. Senere har jeg nok fortrudt, chancen var dog, at jeg kunne prøve talentet af og se om det kunne holde.

Det var dog ikke kun Nørremarkens terræn der afskrækkede mig alene, men det at være til rådighed alle aftener i ugen med træning, hvor jeg jo dog var forlovet, Ulla på det tidspunkt boende i Randers krævede jo også at jeg kom til Randers i weekenderne, alt sammen rørt sammen måtte jeg prioritere hvad jeg ville, så jeg valgte fodbolden fra.

Vejle F.C.
I mit nye arbejdede på Tulip, arbejdede jeg sammen med flere, der spillede fodbold i Vejle F.C., jeg blev hurtig overtalt til at spille der. De havde et hold i Serie 2, der kunne jeg straks gå ind på holdet uden de store anstrengelser med træning. Der var små ,men gode forhold i klubben, anderledes en Vejle boldklub, der havde de store faciliteter vedr. Klubhus m.m., men de grønne plæner, hvor slagene skulle udkæmpes, fejlede intet på Vestre. Kammeratskabet i klubben var af samme karat, som jeg forlod i Vorup, det talte mest for mig, man havde ledere der gav alt, for at tingene kunne fungere. Vi havde en god træner, han sørgede for, vi havde den kondition der skulle til i Serie 2.

Det første år i klubben, måtte jeg dog tit sende afbud, jeg ville gerne til Randers på weekend.

Efter at Ulla flyttede til Vejle var jeg klar hver spillerunde.

Jeg havde gode tider, var med til at toppe for klubben i 1960, VFC rykkede op i serie 1, efter en sæson jeg vil kalde en af mine allerbedste. Det var efter en sæson, hvor der foregik et tæt parløb mod Herning Fremad om den eftertragtede oprykning. Jeg tror vi rykkede op med 41 point, efterfulgt af Herning med 40. Vi scorede i sæsonen ca. 120 mål. Den afsluttende oprykning kom efter en kamp mod Horsens, vi vandt 1-0 og jeg scorede målet. Det var en stor dag med en oprykningsfest, der startede med stor modtagelse på Vestre stadion, hvor en repræsentant fra Byrådet talte pænt om klubben, hvor klubbens drenge dannede spalier, da vi kom hjem til Vestre.

Stemningen i klubben var meget høj, en stor oprykningsfest var planlagt, den skulle foregå i byen.

Jeg må h været rigelig feststemt, jeg glemte totalt, jeg havde lovet at hente Ulla ved toget, hun havde været på besøg i Randers hos hendes Far og Mor. Ved ankomst til Vejle stod Ulla alene med bagage, et barn på ca. 1 år, ingen barnevogn, ingen Ib, sidste bus var kørt, hun havde naturligvis ikke penge til en Taxa, så der var kun en ting at gøre, nemlig spadsere mod hjemmet på Jellingvej 26, med kuffert og barn. Hun fortalte senere at hun måtte sætte sig ned på kufferten flere gange, ikke kun for at hvile, men også for at græde af bar træthed.

Min hjemkomst var ikke ligefrem hjertelig, det kunne en oprykning ikke overtrumfe, jeg blev selvfølgelig bebrejdet min udeblivelse på banegården, ikke uden grund, det kan man jo så lære det af at når spiritussen går ind, forsvinder det man skal tænke med.

Oprykningen viste sig senere at blive min sidste kamp i Vejle F.C.. Jeg mindes med glæde min tid i klubben, en tid hvor det sidste år, var en sæson som ikke glemmes, ligeledes de gode kammerater som jeg stadig har lidt kontakt til, og mindes med glæde.

Et jubilæum, lige før århundredskiftet, deltog jeg i og afleverede mine scrapbøger til klubben, gav et beløb ,der var øremærket til rejselegat til ledere i klubben. Dette givet i taknemlighed til en periode i klubben, sammen med gode positive mennesker.

Fodbold på Tulip.
Der skulle selvfølgelig også spilles firmaturnering. Vi havde et gode firmahold på slagteriet. De deltog i Firma turneringen i byen, det bedste som jeg var anfører for, vandt helt klart firmamesterskabet 3 år i træk i Vejle.

Vi spillede også om det jyske og danske mesterskaber indenfor slagterier, vi vandt landsmesterskabet i Holbæk og det jyske i Randers. Det var fornøjelig at spille på det hold, hvor vi bl. a. havde Leo Sørensen som en glimrende teknikker, Leo Sørensen passede i mange år stadion uret på Vejle Stadion. Leo Sørensen havde også en tid ledergerning i JABU. Ellers var der på holdet Folmer Søndergård fra VFC, min mangeårige holdkammerat, også en Mogens Pladsbjerg, senere på VB divisionshold. En senere Direktør på Tulip Arne Tirsgård, var også med på holdet. Mødet med ham efter 35 år faldt ikke heldig ud for mig, han kunne ikke huske mig, men sådan er der jo så meget.