Min læretid i Entreprenørbranchen startede stille og rolig, jeg var oppasser for en god solid medarbejder i firmaet, Jens Østerballe. Han var den dygtige og bund solide arbejdsmand af få ord, der passede sit arbejde, dag efter dag. Han kunne alt, afsætte, sætte kantsten, lægge fliser, bruge en skovl og greb, hvad enten det var en grøft der skulle graves eller bundsten og singels der skulle forme en vej, Hvad kvalitets angik, var jeg kommet til den rette for at lære.
Arbejdsopgaverne i starten var anlæg af veje for det daværende Randers Amts vejvæsen og Kristrup kommune. Firmaets fundament var blevet lagt af Marius Sørensen. Han startede som arbejdsmand ved Vejvæsenet, blev senere formand samme sted. I 1932 fik han en Entreprise, den bestod i at kantforstærke en vej på Mols, det foregik ved at flytte jord fra den ene side af vejen til den anden.
Hans investeringer i dette blev gjort i den lokale Brugs. Han købte 2 trillebore og skovle, betingelsen bestod i at betale når der kom penge i kassen. Det gjorde der snart, for Marius Sørensen var en flittig og dygtig mand, hvor hænderne sad godt og viljen til arbejde var høj, samtidig dygtig til at lede og fordele arbejdet. Hans skabte en stor og god forretning, hans arbejdsområde strakte sig fra Mariager til Grenå, som han kunne føre tilsyn med ved at køre på motorcykel.
Han havde 1958 overdraget sit firma til sin sønnen Viggo Sørensen. Han blev desværre presset ind i branchen, Viggo interesse bestod i mekanik. Han ville gerne i mekanikerlære, men fik ikke muligheden. Om det var årsagen til at det aldrig interesserede ham at foretage yderligere tiltag i firmaer, må være uvis. Ellers fortsatte han i samme spor som hans fader havde anlagt med at anlægge landeveje.
Der var også Vognmandsopgaver, vinteren gik med grusning og Sneplov og forefalden arbejde.
Marius Sørensen fandt hurtig ud af mine arbejdsevner rent fysisk, var der noget han hadede, var det dovne mennesker. Jeg havde jo i min læretiden i Brugsen, været chauffør for ham på mine afspadseringsdage og feriedage, han tog mig simpelthen til sig og øste ud af sin erfaring, og jeg labbede i mig. Hans eneste søn Viggo fik overhovedet ikke samme opbakning som han gav mig. Det har altid undret mig. Han fortalte mig om opmålinger og regnskaber i hans lejlighed. Når Viggo kom blev regnskabet klappet sammen, skønt firmaet var overdraget ham. Marius regnede tilbud ud, pakkede lønninger, men kom aldrig ud på arbejdspladserne. Det var jo nok en følge af dette at Viggo aldrig brugte en blyant, heller ikke til opmaling af arbejder i marken, det kunne fint foregå hjemme efter tegninger. Når jeg kom hjem fra arbejde, var det ham der skulle berettes til, hvordan dagen var gået. Den snak skulle foregå med en snaps, fra en snapsflaske der hele dagen lå fast på radiatoren, der var ikke noget at skylle med, så den kunne mærkes
. Den første tid i firmaet foregik med flise og kantstensarbejde for Kristrup kommune, det foregik i forbindelse med byggemodningsopgaver. Vi havde ikke gravemaskiner i firmaets maskinpark, der benyttede man andre entreprenører til disse opgaver. Maskinparken bestod hovedsalig af Lastbiler, traktorer, tromle og skovle. På pladsen stod tipvogne og de til hørende grise (lokomotiv) til transport, som nu var blevet forældet til udførelse af store vejanlæg. På mine ture før jeg blev ansat, havde jeg set disse tipvogne i brug, det var hårdt arbejde. Når for læsseren var færdig kørte toget. Disse tipvogne kunne til tider tippe ned i udgravningen, det var et kolossalt arbejde at få disse vogne manøvreret på plads på sporet igen.
Den første store opgave.
1963 vandt firmaet en licitation på 5,5 km. den startede på Hadsundvej lige
uden for Randers, den sluttede 400 meter forbi vejen, der går til Mejlby .
Prisen var 550 000 kr. en pris der i dag virker latterlig lille, men det var
en god pris dengang.
Der skulle investeringer til det nye arbejde, den første rendegraver blev købt. Det var en Massey Ferguson, føreren skulle ud af maskinen og op i et førerhus der var placeret alene bag på maskinen. Besværligheden overvejede dog dette at man nu kunne grave grøfter og læsse jord på en anden måde en der var set før. Der var underskud af jord til arbejdet , nemlig 20 000 m3, det skulle læsses og hentes i Mejlby grusgrav, hvor man lavede en aftale med ejeren. Det var mange m3 at køre til arbejdspladsen, især når man må tænke på at traktorerne og lastbilerne, kun havde 3 m2 med, ad gangen. Læsningen foregik med en traktor monteret på en frontskovl, der var håndtag til udløsning af skovlens aflæsning. Det var luksus at læsse med traktor, ikke mange år før foregik læsningen med skovle. Aflæsningen som dog foregik med tippelad var ingen problem, hvor dog planeringen var lidt mere besværlig, det foregik med en traktor, som havde et jernskjold bag på, ved at bakke, kunne man skubbe jorden ud i tynde lag, for komprimering skulle foregå med samme traktor.
Vejen blev lavet med en 5 m rabat, den skulle sikre vejens senere udvidelse. Vejen var 10 m bred, så 2 x 5 m rabat samt åbne grøfter i begge sider. Det var en vej man dengang mente senere skulle blive en større vej mod nord.. Det blev dog andre steder, de store veje i fremtiden skulle placeres.
Det at være arbejdsleder, foregik ikke med afsætning alene, nej en dag, skulle der lægges bundsten ud, næste dag måske køres traktor eller måske køre tromle, enten tromle bundsten eller bryde gammel vej op. Det at skulle rive gammel vej op var et mægtig problem og langsommelig, tromlen havde kun en tand, trods det, kørte den fast igen og igen.
Tromlen er stadig placeret foran kontoret, placeret fordi vi begge er fra 1934, samtidig har vi så mange minder sammen. Men jeg tilstår at ikke alle er positive.
Selve starten af tromlen foregik med håndsving, det at starte den kunne være besværlig. Den kunne tage pusten fra selv den mest konditionsstærke, når den så gik i gang, kunne man ikke altid nå at slippe håndtaget, komprisionen bevirkede at hånden fulgte med, så 2 fingre blev tit slået til blods, første gang kunne man komme over, men det skete sommetider flere gange om dagen, selv om man havde taget sine forholdsregler. En gang husker jeg, blev jeg så vred at jeg kylede håndtaget langt ud i en kornmark, det var meget besværlig at finde svinget efterfølgende. Der vil komme senere beretninger om tromlen.
Vejene blev udlagt med den gamle macadam belægning, det bestod af 30 cm bundsikring, 15 cm bundsten som blev sandet og vandet på plads, derefter 2 x 8 cm singels, også sandet og vandet, til slut sluttede man af med 8 cm singels der blev fyldt op med bitusand, hvorefter det så sluttede med asfalt. Singelslagene blev lagt med 8 cm overhøjde i midten, der skulle gode øjne til at lægge sådanne belægninger rigtig, der havde vi Jens Østerballe i firmaet, han havde øjnene og erfaringen i disse belægninger.
Tilsynsførende fra Randers amts vejvæsen hed Winther, jeg var tudet ørene fulde om besværligheder med hans tilsyn. Viggo var så bange for ham, at når han så i horisonten, han nærmede sig, forlod han pladsen i hast, kørte over Mejlby for at komme til Randers. Der stod så jeg uerfarne, med denne ingeniør, der havde arbejdet både i Rusland og Ægypten, samtidig var en meget dygtig ingeniør Jeg var i starten hunderæd for ham, hvilket dog senere ændrede sig meget. Jeg fandt ud af at opfyldte man betingelserne for vejarbejde, havde man en god og hjælpsom Ingeniør, som gerne hjalp med gode råd.
SID. Jeg havde en anden mindre god oplevelse. Vi skulle have ansat 5 mand, Viggo havde pr telefon talt med en fagforeningsleder, de fandt i fællesskab ud af at jeg skulle komme ned på fagforeningskontoret for at tale med dem om disse ansættelser. Jeg mødte glad op, dog kun for at skulle møde 5 fagforeningsfolk, der var så ubehagelige over for mig uerfarne arbejdsleder, hvilket de også spurgte mig om, hvilken erfaring jeg havde med vejarbejde. Det var så ubehagelig et møde, det at komme i SID s hule under de omstændigheder, få så store verbale tæsk, har nok præget mig senere i omgang med fagforeningsfolk. Man var jo også interesseret i at flytte mit medlemskab af Slagteriarbejdernes fagforening over til dem, hvilket efter dette overhovedet ikke kunne finde sted. Jeg erfarede senere, det var arrangeret af Viggo og fagforeningen at jeg skulle komme der.
Jeg besluttede den dag at jeg aldrig ville være medlem af SID, senere, langt senere flyttede jeg over til Chaufførernes fagforening og Niels Christensen som jeg satte umådelig stor pris på som fagforeningsmand, han kom 4 år efter jeg var blevet selvstændig, fortalte grinende, at nu måtte jeg se at få flyttet mine papirer til de Selvstændiges fagforening.
Året på Hadsundvej var utrolig lærerigt, der kunne man få den lærdom der skulle til for at udføre større vejarbejder. Jeg var samtidig omgivet af gode solide mennesker som var interesserede i arbejdet.
Arbejdet blev færdig til aftalt tid. I slutningen af færdiggørelsen af Hadsundvej, fik vi et arbejde på Kastanievej i Randers, det kunne kombineres ved, de ikke lå langt fra hinanden.
Kastbjerg vejen.
Den gamle Grenå vej der gik over Fjellerup, var åbenbart et stykke vej der
passede til firmaet. Også før min ansættelse, men dog i det tidspunkt, hvor
jeg var chauffør for M. Sørensen på mine fridage, havde firmaet 2 etaper af
vejen, nemlig omkring Sparegården i udkanten af Allingåbro og en etape
omkring Glesborg.
Den sidste etape stadig med Tipvogne til jordflytning. Det var som sædvanlig ca. 5 km. vej i hver etape.
Efter færdiggørelse af Hadsundvej, blev vi billigst i licitation, ved et arbejde på Fjellerup vejen, det gik fra Lystrup over Skovgårde til Hededal. Arbejdet var anslået til at skulle være færdig efter et år. Det var et dejlig sted med en utrolig god udsigt at arbejde, arbejdet bestod i at lave vej i jomfruelig jord, altså et sted over marker, hvor ingen vej havde været før. Det var en del jordflytning hvor læsningen foregik dels med rendegraver, men også traktoren med frontskovlen var i brug. På muldjordsarealer kunne der bruges jord sluffer, det havde vi nu ingen specialister til, så det var ikke de store jordmængder der blev flyttet på den måde.
.Man kaldte arbejdet et beskæftigelsesprojekt, det indebar at kun formand, tromleførere og chauffører fra firmaet måtte anvendes. Det første jeg måtte foretage mig var at begive mig til fagforeningskontoret i Nørager. Der fik jeg anvist folk som jeg kunne henvende mig til. Jeg havde hørt man spillede på seksere i Nørager, den var god nok, nogle af de anviste mødte jeg sådanne steder. Det blev en speciel arbejdsgruppe, ikke mange havde prøvet vejarbejde før, så der måtte nogen oplæring til.
En af mine spændende ansættelser foregik i Tustrup mose, jeg kunne finde en eneboer der boede i en skurvogn. Jeg kørte derud og bankede på skurvognen, jeg lukkede op og så en mand iført et par underbukser, stående på hovedet i yoga stilling. Jeg spurgte om det var….., jo det var det, derefter gik mit spørgsmål på om han kunne tænke sig at starte på vejarbejde næste dag. Det kunne han godt, så han var hermed ansat. Hele samtalen foregik mens manden stadig stod på hovedet. Senere hen i arbejdet, kom han aldrig i skurvognene, nej, ud af vinduerne kunne man se et par ben der pegede op mod skyerne, det var i alt slags vejr, men han passede sit arbejde hver dag. På vej til at finde ham, mødte jeg en mand der hed Niels Brams. Det er det bedste stop jeg har gjort. Jeg spurgte ham, om han ikke kunne tænke sig at komme på vejarbejde, jo det kunne han godt. Han havde et lille husmandssted tæt ved Tustrup mose, han levede nøjsom og fik sit udkom ud af jorden og den lille besætning han havde. Af alle mennesker jeg mødte på arbejdsmarkedet, er Niels den jeg har sat størst pris på. Uden at have prøvet vejarbejde, gik han ind fra første dag og tog ansvar, satte af og virkede som det var den naturligste sag i verden. Vi blev venner for livet, han blev hos mig til han gik på pension, men ham vil jeg senere berette mere om.
Jeg fik fat i 2 traktorfører Roger og Willy, begge var så stædige at, når de kørte mod hinanden, ikke ville forlade det spor de kørte i, det resulterede i mange sammenstød af traktorerne, mange problemer og dialoger med dem. det kom den lokale smed til gode, der var mange reparationer af deres traktorer.
Viggo var ikke meget på arbejdet i Skovgårde, kom han, placerede han sig strategisk på en bakketop i bilen, hvor han så havde muligheder for at følge med i hvad der skete.
Det værste for mig var dog at en chauffør, som havde været i firmaet i mange år, havde overbragt ham dagens dårlige nyheder, såsom reparationer og sammenstød, når jeg kom hjem kl. ca.17,30.
Det gav mange dårlige signaler, som jeg var godt grundig træt af. Det endte senere med at Viggo måtte vælge, hvem han ønskede. Det skete et par år senere, hvor vi kørte hver vores lastbil, jeg sad og ventede på læs, chaufføren og Viggo kom og lukkede motorhjelmen op, jeg vidste ikke hvad de ville så jeg blev siddende i bilen. De kom til den konklusion at motoren var ødelagt, det fortalte de mig. Jeg kørte på værkstedet hvor bilen var købt, fik den meddelelse at den fejlede ikke noget. Så jeg kørte i garage og gik hjem og meddelte så at nu var valget kommet, hvem han troede mest på.
Der var i de dage megen gråd i familien for jeg stod fast og gik i gang med at søge andet arbejde.
Jeg blev dog overtalt til at blive, men mine krav om at blive fri for chaufføren måtte man respektere først.
Arbejdet skred dog godt frem, dog havde vi ikke maskiner nok til jordarbejdet, så vi bad Entreprenør Harry Hansen, fra Vivild, om at hjælpe med den sidste bakke, der skulle flyttes. Belægningen på denne lange vej, var en større opgave, det var mange bundsten der skulle lægges, sandes og tromles. Sten og sand blev købt i en nærliggende grusgrav, leveret af en lokal vognmand Jens.
Den gamle tromle var jo en vigtig brik i vejbygning, den skulle jo til Skovgårde, billigste transport var på landjorden. Altså startede jeg en lørdag morgen, der var godt 30 km så det var let at regne ud hvor lang tid det tog, divider med 2 1/2 km. i timen så havde man ankomsttidspunktet. Der var tid til at nyde terrænet og slappe af. Hjemturen fra Fjellerup til Randers foregik i let snestorm, det var en kold omgang. Varmen fik jeg ved at sidde i læsiden ved motoren, jeg kunne der med en hånd styre tromlen. Jo den tromle har givet mig oplevelser.
Jeg lærte jo alle gårdejerne ved vejen at kende, der var jo dejlig at kunne være på god fod med dem, ikke fordi de klagede over spærringer og deslige, nej der kunne altid blive en kop kaffe og hjemmebag til overs.
Der kunne på den tid købes billige strandgrunde ved Skovgårde, prisen var så lav som 3ooo kr. med grunde lige ned til vandet. Selv om det var billigt, var det dog en sum, der ikke var inden for rækkevidde for en Entreprenørformand. Der var ingen der spekulerede på at disse grunde senere blev attraktive, slet ikke at jeg selv skulle komme til at eje en af dem.
Jeg var ked af dagen hvor vi skulle aflevere arbejdet og videre til næste.
Omkørsel ved Allingåbro.
Broen var bygget over Alling å, vi havde vundet licitationen og skulle
forbinde de 2 vejender.
Afsætningen ud over engene foretog vi selv med landmærkestokke, jeg skulle være den første der nåede broen. Det mislykkedes totalt, på vej derud med stokkene, måtte jeg anerkende at det var svært at se hvad man trådte ud i, det endte med jeg endte i grøft med hovedet helt nede under vandet. Det var en meget kold efterårsdag, så der var ingen anden udvej, jeg måtte hjem og have tør tøj på.
Opbygningen af vejen krævede ikke mange ansatte, der var stort set kun mig. Der skulle meget jordfyld til at fylde det bundløse terræn op med. Vi havde entreret med Vognmand Otto Valentin, han kørte med 2 biler, der kom mange læs i timen. Jeg skulle så jævne fylden med en traktor. Det foregik på den måde at jeg skulle have bilerne så langt ud til tippen som muligt, når aflæsningen var foretaget, skulle jeg så skubbe fylden ud og sørge for at komprimere så næste bil kunne komme så langt ud som muligt. Man var meget skæv i hoved og nakke af det job, siddende på traktoren, bakkede man hele tiden, det skjold som sad bag på traktoren jævnede jorden. Var skjoldet for højt oppe, kunne man fortsætte ud på tippen, for langt nede kunne man overhovedet ikke skubbe fylden.
Først da Belægningen skulle på plads, var der brug for lidt flere på arbejdspladsen.
Efter færdiggørelsen af vejen ville jeg gerne lave lidt andet en landeveje, men Viggo mente at man skulle gøre det som firmaet altid havde gjort.
Diverse arbejder.
Der var en overgang hvor der ikke var meget arbejde. Vi havde jo
lastbilerne, så jeg fik i et par år det job at køre ærte sten fra Mariager
til det lokale betonværk. Prisen var 5,50 pr m3. Hvis man startede tidlig
fra hjemmet så kunne man få læs kl. 7,00, glemte man pauserne, kunne man
køre 9-10 omgange på en dag. Jeg kunne have 4 1/2 m3 pr læs., altså kunne
man køre ca. kr. 230 ind om dagen. For at der også kunne blive smør på
brødet, kørtes så tit en tur til Glatved efter et læs kalksten til Logans
kalkværk, der kunne man også i spidsbelastningstider hente et læs om
morgenen. Som vognmand var der kun gevinst hvis man kørte ekstra timer.
Jeg var også en sommer lånt ud til amtet, der slog jeg græs fra Randers til Syvveje. Måden det blev gjort på, var en maskine, som når den kørte på skråninger, måtte have en mand oppe på vejen til at holde den. Slåmaskinen havde vibrationer der ødelagde håndled totalt, det at komme i gang om morgenen var lidt af en plage.
Amtet havde i en periode travlt med kantforstærkning af vejen, til de lejede de rendegraver ind. Vi var så heldig at kunne levere en sådan. Det var godt arbejde som jeg i de stille perioder kunne tage mig af. Det at være sammen med amtets folk dengang indebar at man kunne spille West, pauserne blev brugt til kortspil, det var hele pausen, ville man have noget at spise måtte det foregå under kortspillet, det var klart at kortene efterhånden blev lidt fedtede.
Der var i den periode intet for småt for firmaet, det drejede sig kun om overlevelse.
Endelig kom en licitation på Kastbjerg vejen igen. Det var det sidste stykke mellem Glesborg og hovedlandevejen. Det var et godt arbejde, hvor der kunne scores gode penge. Vejen blev lavet i jomfruelig jord, det var nemt jord at arbejde med, så arbejdet skred godt fremad.. Ulempen var afstanden, dengang fik alle maskinfolk smøretillæg, det blev udbetalt for at maskinerne kl. 7,00 var smurte og klar til arbejde. Det krævede at man måtte hjemmefra før 6 om morgenen, kunne så igen være i Randers kl. 17,00.
Dette år havde jeg en ekstra opgave efter fyraften, det passede fint at jeg fik et tilbud om at træne Nimtofte. 2 dage om ugen kunne jeg køre direkte til Nimtofte for at træne, vendte så hjem til Randers kl. ca. 23,00. Der var ikke megen tid til pjat disse dage.
Jeg havde fået samlet en god solid styrke fra Auning og Vivild kanten. Det var folk jeg gerne ville fortsætte med.
Efter Kastbjergvejen vandt vi en licitation i Auning over flise og kantstensarbejde i området omkring svømmehallen. Det resulterede i at vi også lavede en del jordarbejde ved den nye Svømmehal i Auning, der lærte jeg Murermester K.S. Poulsen at kende, lavede en del for ham, og blev gode venner med Knud og Jenny og havde ham som en god samarbejdspartner ved flere entrepriser.
Kloakopgaver.
Vi havde en lang periode mange byggemodningsopgaver i Auning og Assentoft,
det foregik i et fortrinlig samarbejde med Entreprenør Svend Pedersen
Ørsted, han ville helst lave kloaker, vi ville helst lave belægningsopgaver.
Svend Pedersen lærte jeg at sætte pris på, han var den jordnære og bund
solide Entreprenør, hvor et ord var et ord og en mand en mand.
Vi lavede dog hus kloaker, slutningen af 60 erne og starten af 70 erne, var de år hvor der blev opført utrolig mange typehuse, mange startede op med at bygge huse og vi havde gode folk der kunne lave kloakerne til fornuftige priser. Vi var i den periode oppe på ca. 130 opgaver af den slags om året. Jeg selv deltog også aktivt i arbejdet.
Det var en tid hvor det skulle gå stærk, mange chancer blev taget i disse udgravninger.
Især en kloak husker jeg tydelig og har stadig mareridt over den. Selve opgravningen foregik med rendegraver, kloaken skulle ligge i ca. 3,1/2 meters dybde, renden var 80 cm bred, altså lodret ned. Der gik jeg ned, slog hul på hoved kloaken med en klaphammer, tilsluttede, satte røret fast og murede til igen, lagde rørene.Kun, for at en bygherre kunne få det til en billig pris, satte jeg livet på spil. De efterfølgende år, har jeg været stiktosset, når nogle af de medarbejdere jeg havde ansvar for, bare prøvede delvis at tilsidesætte reglerne for anlæg på siderne.
Til Randers.
Kombination mellem Svend Pedersen og os bragte os til Randers, hvor vi i
fællesskab havde fået entreprisen med opførelse af ny Specialarbejderskolen.
Det var et arbejde hvor vi brød et mønster i Randers, alle store opgaver af den slags, blev altid udført af Entreprenør Søren Sterup, sammen med byens store håndværksmestre. Det var dog en sag, der ikke gav nogen gevinst, det var skrækkelig regnfuld vejr det år, der lærte jeg virkelig betydningen af hvad godt og skidt vejr betyder for indtjeningen, især med fast pris.
For at de veje som store lastbiler med tunge elementer skulle færdes på kunne holde, gik Ulla og jeg sammen med vore børn Erik og Anette og fejede vand fra disse veje ud i gravede huller, hvor vi så med pumper kunne fjerne vandet. Alt sammen fordi hovedkloakken ikke var lagt før byggeriet gik i gang.
SF stens belægninger i Assentoft øst var også en af de store opgaver vi påtog os. Det krævede en ekstra indsats. I mange år hentede jeg Niels Brams hver morgen i Tustrup, kørte over Auning og samlede Henry, Laurits, Knud og Frederik op. Det blev et Team som jeg kunne bygge en forretning op på. Denne morgentur nød jeg, jeg måtte hjemmefra 5,30, hver morgen mødte glade mennesker op, de fem kom til at betyde rigtig meget for mig dengang, jeg skulle køre forretningen selv. Hjemturen var jeg ikke så begejstret for, jeg var glad, når jeg lokkede Viggo Sørensen til at køre dem hjem. Alle blev ved mig til de gik af på pension.
Viggo havde i mange år ikke deltaget i driften overhovedet, det var lidt utilfredsstillende for mig at han ikke ønskede at udvide, var stort set tilfreds som det gik. Det forstod jeg godt ,for jeg brugte dagen til arbejde, resten af døgnet og helligdage til kontor og udregninger. Marius Sørensen var i de mellemliggende tid død, så alt udregning og bogføringsarbejde havde han stille og rolig sat Ulla og mig ind i.
Jeg havde glæde af Ulla på kontoret, hun gik hjemme og kunne foretage lønninger og bogføringen.
Når man tænker tilbage på tiden med udregninger ,foregik den med blyant og papir. Ingen regnemaskine, alt måtte udregnes på almindelig gammeldags facon. Der gik mange år inden jeg vænnede mig til regnemaskine, jeg ville overhovedet ikke have med en skrivemaskine at gøre, den blev jeg først dus med ca. 1993.
Vinteren.
Vinter halvåret gik med grusning og snerydning for Randers amt og Kristrup
kommune.
I alle årene havde vi grusning af vejen Randers Syvveje. Formand på dette stykke landevej var Ejner Christensen, når han ringede, forventede han at jeg holdt uden for hans bopæl kort tid efter, han gik og små trippede ude i kulden til jeg kom. Derefter kørte vi ud til J.F. Nielsen på Bøsbrovej for at få læs, hvorefter vi kunne køre ud og gruse. Det var et godt arbejde der gav god afkast, vi kunne mange gange starte forfra når vi havde kørt omgangen. Store lastbilers lufttryk sørgede for at sandet blev hvirvlet bort fra vejen.
Kørsel med sneplov var virkelig noget der krævede et godt syn, set i nutidens lys, kan nok ingen forstå hvad det krævede at holde vejene farbare. Jeg kørte Sneplov for Kristrup kommune, bortset fra 1 år kørte jeg fra 1962 og langt ind i kommune sammenlægningen med Randers. Jeg kendte vejene som min egen bukselomme, det var en god ting for afregningen foregik efter en fast timeløn for lastbilen, derudover fik vi pr. kørt km. Vi havde vejmand med der skulle sørge for ar løfte sneploven med et oliepumpesystem. Jeg skiftede med 2 vejmænd fra kommunen, de hed Marius Christensen og Vagn Jensen. Disse 2 vejmænd og jeg havde så mange oplevelser på vejene at det kunne fylde en bog alene. Blot dette at vi ingen varmeapparat havde. Vi måtte holde ruderne fri for frost med en saltklud, varmen i førerhuset i de koldeste tider bestod af en flagermuslygte mellem benene. Enhver må kunne forstå det var barske arbejdsforhold. Olietilførslen fra tank til pumpe frøs ofte i de kolde tider. Fast inventar i bilen var en gas blæser til at tø olie røret op i bedste fald, i værste fald havde jeg en 5 l. dunk med dieselolie, samt en alm. gasslange. Den kunne jeg sætte på pumpen i den ene ende, ned i dunken i den anden, derefter kunne jeg med dunken i hånden ud af vinduet køre hjem i gården, der tø hele anlægget op.
Vi havde ikke som i dag hjælp af Gummiged, så det hændte at vi måtte forlade bilen i et eller andet sted, for så at grave bilen fri når snestormen var ophørt. Det var virkelig et arbejde der interesserede mig, der at holde vejene fri var virkelig en udfordring jeg elskede. Jeg kørte i alle disse år uden at havne i grøften, så da jeg i ca.1986 endelig måtte ud i grøften, valgte jeg at holde og lade yngre kræfter komme til.
Overvejelser.
Efterhånden syntes jeg det gik for stille, mange nye tiltag som jeg gerne
ville starte op blev fejet af bordet. Jeg blev mere og mere overbevist om at
jeg spildte mine kræfter i firmaet. Skønt jeg arbejde meget havde jeg ikke
muligheder og råd til at holde ferie. Jeg syntes der var så mange måder at
føre firmaet frem til noget større en de 6-7 mand som havde deres normale
gang. Der var for store udgifter i forhold til indtægterne i firmaet,
rettere for mange der undlod at yde, men som syntes det var en
selvfølgelighed at nyde. Det var en stor beslutning jeg tog ,de dag dagen
kom, hvor jeg var kørt træt, samtidig ikke kunne se, hvordan der overhovedet
var nogen mulighed, for at komme videre. For Ulla var det en stor skuffelse,
hun elskede sin far og de stod hinanden meget nær.
Man kan rolig kalde det en familiekrise der opstod. Jeg fortalte ærlig, jeg ikke ønskede at være en del af firmaet på den måde, jeg fik mindstelønnen, selv vinteren, hvor jeg tit arbejdede i døgndrift, fik jeg intet for. At der så også var andre familie problemer i dette tidspunkt, gjorde ikke betingelserne bedre. Jeg følte til sidst min lille familie blev gidsel i det spil og blev udnyttet, så jeg holdt fast i min beslutning.
Overtagelse
Jeg fik så tilbuddet om at overtage firmaet. Det skete Sept. 1976.
Der var 2 biler 1 rendegraver en tromle og 2 traktorvogne, alle gamle maskiner og biler.
I overtagelsen lovede jeg, Viggo Sørensen ikke skulle mangle noget resten af hans dage, det ikke blot agtede jeg, sådan blev det.
Samtidig overtog jeg gælden i firmaet, den var ikke uvæsentlig for den videre drift.
Hvordan det gik beretter jeg i afsnittet Selvstændig.