Syng med på disse elefantastiske gode sange….
Fra www.ibg.dk
Nov 2013
Velkommen i den grønne lund
Velkommen i den grønne lund, hvor fuglene de sjunge.
Det høres skal: Den danske mund til sang har og en tunge.
Kan munden vi få ret på gled til andet end at spise,
hvert andet barn i Dannevang forstår en halvkvædet vise.
For hvad vi fattes først og sidst til lykke ej så ganske.
Men lidt dog både her og hist det er det ægte danske.
Derom nys en lille fugl i syd på Skamlingsbanke,
og synd det er at lægge skjul på hele folkets tanke.
Vi fører løver i vort skjold af hjerter tæt omsatte.
Dem førte vi fra Hedenold og ingen abekatte.
Hver fugl må synge med sit næb, og livet – kan vi skønne –
var uden sang kun slid og slæb. – Velkommen
Nu går våren gennem Nyhavn
Nu går våren gennem Nyhavn fra Shanghai og til Kahyt,
nu har solens gule unger i hver skimlet regnvejrspyt.
Alle havnens søde piger drikker forårsguden til.
Vi har øl i stride strømme, vi har sang og banjospil.
Se, en fugl har bygget rede her ved Sørens brede bryst,
blot en lille lommelærke, men hvor kvidre den med lyst.
Sæt dig her ved Sørens side, hvis du ikke har kredit,
køb du kuns din flade kaffe, jeg skal fylde den med sprit.
Hvad er vintrens golde glæder imod vårens kåde leg?
Jeg vil elske hundred’ piger, jeg skal gemme en til dig,
men når bæverdingen lukker, vil vi glide to og to,
går jeg ad en hønsestige til Kathinkas kyske bo.
Hun kan ordne Søren Bramfri uden vals og store ord,
hun kan glatte pandens rynker, hun kan tømme lommens foer.
Og hver gang jeg slår på tæven, kan hun tæmme min fysik
med en lille tjat på kinden og en ekstra giggernik.
Kom med min søde nyhavnspige, lad mig elske dig i nat.
Se, en simpel hønsestige har til himlens dør jeg sat.
Jeg kan sprænge alle skranker, jeg kan bryde alle bånde,
men i aften bli’r jeg stille, blot du tar min store hånd.
Regnvejrsdag i november
Jeg vil male dagen blå
med en solskinsstribe på,
vælge lyset frem for skyggen,
gi’ mig selv et puf i rygge,
tro på alting, selv på lykken.
– Jeg vil male dagen blå.
Jeg vil male dagen gul,
solen som en sommerfugl
sætter sig på mine hænder
alle regnvejrsdage ender,
der står maj på min kalender.
– Jeg vil male dagen gul.
Jeg vil male dagen rød
med den sidste roses glød,
jeg vil plukke kantareller,
løvetand og brændenælder,
leve i det nu, der gælder.
– Jeg vil male dagen rød.
Jeg vil male dagen grøn,
dyb og kølig – flaskegrøn,
sætte tændte lys i stager,
glemme rynker, dobbelthager,
håbe på mit spejl bedrager.
– Jeg vil male dagen grøn.
Jeg vil male dagen hvid
nu, hvor det er ulvetid,
købe franske anemoner
for de sidste tyve kroner.
lytte til Vivaldis toner
– Jeg vil male dagen hvid.
Jeg vil male dagen lys,
strege ud og sætte kryds,
jeg har tusind’ ting at gøre.
Klokken elleve-fem-og-fyrre
blev november hængt til tørre.
– Jeg vil male dagen lys.
De tre musikanter
Den ene spilled’ banjo, den anden mandolin,
den tredie af harmonikassen trak så sære hvin.
Når de gik hen ad vejen, de standsed’ ved hver gård
og spillede de viser, der til pigehjerter går.
For ham der spilled’ banjo var sort af hud og hår,
hans vugge stod i Kongo i et rent tilfældigt år.
Hans mor var sort – en hedning, hans far hvid missionær,
og ham der spilled’ banjo havde arvet lidt af hver.
Den anden, ham der spilled’ så flot på mandolin,
var som den lyse dag, så ren, så fager og så fin.
Hans fader var en greve, hans mor en tatermær,
og ham der spilled’ banjo havde arvet lidt af hver.
Den tredie, ham der hev i trækharmonika,
han havde seksten fædre fra sin allerførste dag,
og skønt de alle seksten frækt nægted’ hver især,
ham med harmonikassen havde arvet lidt af hver.
Så spillede de trende for godtfolk rundt om land,
de spillede for kvinder og de spillede for mand,
men mest dog for de piger, der lo, når de kom nær,
men der var én de elskede tilsammen hver især.
Hun elsked’ ham med banjo og ham med mandolin
og ikke mindst harmonikassens sødmefulde hvin.
Når de kom til en by, hvor hun var, de havde kær,
de blev der trende nætter, det var lige en til hver.
Så skete det de tider, hvor vårens blomster gror,
ved hendes bløde lænder lå det nysseligste nor.
En knægt så sund i formen, men ellers dog lidt sær,
han fik de instrumenter, som de spilled’ hver især.
Så spilled’ han på banjo, så flot på mandolin
og lokked’ af harmonikassen sødmefulde hvin.
Han døde mæt af alder, og visen er forbi
om tre små musikanter, der blev et musikgeni.
Imellem Esbjerg og Fanø
Der var en skipper, og han hed Las, ja,
og han hed Las, ja, han hed Las.
Han sejled’ rundt i en smadderkas’, ja,
imellem Esbjerg og Fanø.
Og stormen sused’ og gjor’ halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø.
En dag da Las havde stødt fra land, ja,
had’ stødt fra land, ja, had’ stødt fra land,
han havde glemt at få proviant, ja,
imellem Esbjerg og Fanø.
Og stormen sused’ og gjor’ halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø.
Og Las han leved’ af bakskuld kuns, ja,
af bakskuld kuns, ja, af bakskuld kuns.
Han skylled’ ned med en kaffepunch, ja,
imellem Esbjerg og Fanø.
Og stormen sused’ og gjor’ halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø.
Og Las han sejled’ i tre dage, ja,
i dage tre, ja, i dage tre.
Men han fik aldrig mer’ land at se, ja,
imellem Esbjerg og Fanø.
Og stormen sused’ og gjor’ halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø.
Og hver en skipper, der går til bunds, ja,
der går til bunds, ja, der går til bunds,
ham hilser Las med en kaffepunch, ja,
imellem Esbjerg og Fanø.
Og stormen sused’ og gjor’ halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj,
og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø.
To pilsnere i en snor
Solen står op i brunt, anløbet sølv,
skipperen rejser sig halvt og råber på øl.
Hostende tørner han ud, vågen til dåd.
To pilsnere i en snor efter en båd.
Fokken og storsejlet står sine og fyldt,
tænk, hvor en bajer er skøn, grøn og forgyldt.
Første ration får sin dåb, kølig og våd.
To pilsnere i en snor efter en båd.
Bovskummet står om en hal, vinger af vand,
andrikken springer ud i brunst efter sin and,
men han har anbragt sin dyd trygt i en tråd.
To pilsnere i en snor efter en båd.
Soldagen går med sit slid, pilsneres skift
deler den ind i en sval, passende drift.
Hunnen er stadig intakt, hanøllen kåd.
To pilsnere i en snor efter en båd.
Fyrskibet blinker diskret fra Falsterbo,
morild og måne og muld omgi’r de to.
Stjernerne skrider – Laurentius brister i gråd
To pilsnere i en snor efter en båd.
Åbent landskab
Jeg ka’ bedst med åbne vidder, nær
ved havet vil jeg bo
et par måneder om året, for at sjælen kan få ro.
Jeg er skabt til åbent landskab, hvor vindene får fart,
hvor lærken hænger himmelhøjt og synger smukt og klart.
Der brænder jeg mit brændevin og sanker selv min krydderurt
og drikker det med velbehag tilsild og hjemmebag.
Jeg er skabt til åbne vidder, nær ved havet vil jeg bo.
Jeg ka’ bedst med fred og frihed for både krop og sjæl.
Hvis du kommer fuld af stridslyst, så ser jeg helst din hæl.
Jeg er skabt til skrumringstimer og afterbrisens sus,
med hanegal på afstand og langt til næste hus.
Med trods alt ikke læng’re end at det kan ske engang,
at jeg sidder under stjernerne og hører fest og sang.
Jeg ka’ bedst med fred og frihed for både krop og sjæl.
La’ mig høre bølgen bruse med mågens morgenskrig,
og lytte til konkylier med havets sange i.
med det klare og det enkle er jeg på sikker grund,
når et ja er ja og nej er nej, og tvivlen holder mund.
Så lægger jeg en krans af løv et sted, hvor runestenen står
som vidner om en tanke, der holdt i tusind år.
La’ mig høre bølgen bruse og mågens morgenskrig.
Jeg ka’ bedst li’ åbne vidder.
Nær ved havet vil jeg bo.
Kathinka, Kathinka
Kathinka, Kathinka, luk vinduet op,
nu vil jeg spendere en vise.
Et forår har kærtegnet pigernes krop,
og nu er du li’ til at spise,
men først skal vi ha’ os en sang eller to,
og så skal Kathinka og Søren til ro.
Kathinka, Kathinka, luk vinduet op
og hør min harmonikavise.
Jeg mindes den aften, jeg mødte dig først,
jeg sad i Kap Horn med en bajer.
Jeg var sgu så glad for mig selv og min tørst
og Brøndums de små akelejer.
Men så kom du ind med et kedeligt drys,
og han fik en skalle og jeg fik et kys,
og så, ja, og så blev du jo et med min tørst
og noled’ min eneste bajer.
Med skidt med en bajer, blot pigen er glad,
for janterne de skal jo trille,
og hver gang jeg savner lidt flydende mad,
har jeg mit talent for at spille.
Så gi’r jeg en sang til en gjaldende gård,
mens slanter og sølvtøj i stenbroen slår.
Så slår vi til Søren til Søren bli’r flad,
ja, så ska’ vi sør’me ha’ gilde.
En vinter sled sålen af sokker og sko,
men foråret lapper det hele.
Lad træerne toppes og træerne gro,
med dig vil min rigdom jeg dele.
Nu genlyder nyhavn af sang og af spil,
jeg presser citronen så tit, du det vil.
Jeg ved, du er varm, og jeg tror, du er tro,
og så’ det en smal sag at dele.
Kathinka, Kathinka, smæk vinduet i
og spar dine små bommelummer.
Gør stuen lidt pæn, mens jeg tæller til ti
og ærbar ad bagdøren kommer.
Du gi’r mig din seng, og jeg gi’r dig min sang,
så fejrer vi foråret endnu en gang.
Kathinka, Kathinka, luk øjnene i,
for nu er det Søren, der kommer.
Bundgarnsfiskerne
Vi er oppe fra tidlig morgen
nyder knap solopgangens glød.
Ud af havnen med skum for boven
for at bjærge det daglige brød.
Hver mand kender sin plads i jollen,
her er ikk’ brug for store ord.
Bundgarnsfiskere helt og holden
er vi alle mand om bord.
Alle tænker på det, der venter:
Er der fisk eller tang og skidt?
Vi er mange om det, vi henter –
alt for ofte er det for lidt.
Sådan er det. Hver en’ste sommer
har jeg – lig’ siden jeg var barn
ventet på om makrellen kommer
for at fylde de tomme garn.
Jo, hver dag står vi op med solen,
hvis det’r havvejr med rim’lig vind.
Byen våg der’r folk på molen,
da vi tungt lastet stævner ind.
Du lille svale
Du lille svale, du som forår bringer
hjem til vort kære gamle Dannevang,
sig mig, hvor vil du hvile dine vinger,
og hvem vil du forlyste med din sang.
Husker du, da roserne vi plukked’,
fiskerflåden styred’ ind mod land.
Fuglen til sin lille rede iler,
og nattergalen sine triller slår.
Jeg er forladt, og ene må jeg vandre
hvorhen min tunge skæbne fører mig.
Vi skilles ej, i håbet fra hverandre,
for kun en tanke sender jeg til dig.
Hvorfor bad du om mit unge hjerte,
hvorfor bad du mig om at elske mig.
Hvorfor voldte du mig al den smerte,
og hvorfor var du utro imod mig.
Jeg forstod, at jeg var dig for ringe,
du forlod mig i min fattigdom.
Men trods alt en hilsen jeg dig bringe,
åh, min ven, hvor var jeg lykkelig.
Fra Halifax til Spanien
Fra Halifax til Spanien med briggen Stevador
vi sejlede med saltet torsk og otte mand ombord.
:/: Vi var tilsammen alle vi et lystigt broderkor
på 40 grader vestlig længde 45 nord :/:
Så fik vi en orkan fra vest, en ren cyklon jeg tror.
Og stormen hev vor game skøre skipper overbord.
:/: Vi hev ham op, vi vred hans skæg endskønt han banded’ og svor
på 40 grader vestlig længde 45 nord :/:
Og stormen slog vort skib en læk, smed riggen overborg,
da drak vi skudens sidste skål, vi råbte højt i kor.
:/: vi sætter os i jollen og væk fra skibet ror
på 40 grader vestlig længde 45 nord :/:
Med lasten fuld af saltet torsk sank gamle Stevador.
Orkanen blæste kolosalt den sletted’ alle spor.
:/: Jeg mindes skal den sidste grog, den sved som lud og klor,
på 40 grader vestlig længde 45 nord :/:
En dag skal man falde for klabautermandens hånd,
han står og stryger leen på sit slidte strygespån.
:/: Gå væk du blege høstmand fra gamle Stevador
på 40 grader vestlig længde 45 nord :/:
Nej gutter, når jeg dør engang, da kast mig overbord,
imens I står ved rælingen og snøfter lidt og glor.
:/: Så vinker jeg adjø og går på Stevador ombord
på 40 grader vestlig længde 45 nord :/:
Afmønstring
Se når Danmarks bøgeskove mister løvet,
som en trækfugl drager jeg mod syd igen,
skønt jeg ved, at jeg vil gøre dig bedrøvet,
men et løfte gives her af mig min ven.
Kor:
Denne rejse bli’r bestemt den allersidste,
jeg vil aldrig, aldrig mer’ forlade dig.
Ak, du kære, hvis du bare nu det vidste,
hvordan afskedstimen altid piner mig.
Vores rejser når nu ned mod sydens lande,
hvor jeg tit og ofte før har sat min fod,
gennem store dybe ukendte vande,
her skal skibet atter sejle fod for fod.
Kor:
Denne rejse bli’r bestemt den allersidste,
jeg vil aldrig, aldrig mer’ forlade dig.
Ak, du kære, hvis du bare nu det vidste,
hvordan afskedstimen altid piner mig.
Rødehavet er for os for længst passeret,
vi fik brune rygge, det os solen gav.
Her har Moses med sin hær engang marcheret,
vandret over bunden med sin aronstav.
Kor:
Denne rejse bli’r bestemt den allersidste,
jeg vil aldrig, aldrig mer’ forlade dig.
Ak, du kære, hvis du bare nu det vidste,
hvordan afskedstimen altid piner mig.
Som safirens dybeblå var Middelhavet,
og dets bølgeskin det var som perlemor.
Hvor Suezkanalen der engang blev gravet,
lyste mod os som et prægtigt ørkenspor.
Kor:
Denne rejse bli’r bestemt den allersidste,
jeg vil aldrig, aldrig mer’ forlade dig.
Ak, du kære, hvis du bare nu det vidste,
hvordan afskedstimen altid piner mig.
Svantes lykkelige dag
Se, hvilken morgenstund, solen er rød og rund,
Nina er gået i bad, og jeg spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.
Blomsterne blomstrer op, der går en edderkop,
fuglene flyver i flok, når de er mange nok.
Lykken er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.
Græsset er grønt og vådt, og bierne de har det godt,
lungerne frådser i luft, ah, hvilken snerleduft.
Glæden er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.
Sang under brusebad, hun må vist være glad,
himlen er temmelig blå, det kan jeg godt forstå.
Lykken er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.
Nu kommer Nina ud, nøgen og fugtig hud,
kysser mig kærligt og går ind for at red’ sit hår.
Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.
Jylland mellem tvende have
. mel. P. Heise, 1860
Jylland mellem tvende have
Som en runesten er lagt,
Runerne er kæmpegrave
Inde midt i skovens pragt
Og på hedens alvorsstor,
Her, hvor ørknens luftsyn,
Ørknens luftsyn bor.
Jylland du er hovedlandet,
Højland med skov-ensomhed!
Vildt i vest med klittag sandet
Løfter sig i bjergets sted
Østersø og Nordhavs vand
Favnes over Skagens,
Over Skagens sand.
Heden ja man tror det næppe,-
Men kom selv bese den lidt;
Lyngen er et pragtfuld tæppe,
Blomster myldrer milevidt.
Skynd dig, kom om føje år
Heden som en kornmark,
Som en kornmark står
. Mellem rige bøndergårde
Snart dampdraget flyve vil;
Hvor nu Loke sine hjorde
driver, skove vokse til.
Briten flyve over hav,
Gæster her prins Hamlets
Her prins Hamlets grav.
Jylland mellem tvende have
Som en runesten er lagt,
Fortid mæle dine grave,
Fremtid folder ud din magt;
Havet af sit fulde bryst
Synger højt om Jyllands
Højt om Jylland kyst.
H.C. Andersen
Midsommervisen
Vi elsker vort land
Mel. P.E. Lange- Muller, 1885
Vi elsker vort land,
Når den signede jul
Tænder stjerner i træet med glans i hvert øje,
Når om våren hver fugl
over mark, under strand
laden stemmen til hilsende triller sig bøje;
vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans,
bli´r dog din, sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter så varme så glade,
Men den skønneste krans,
bli`r dog din, sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter så varme så glade.
Vi elsker vort land,
Men ved midsommer mest,
Når hver sky over marken velsignelse sender,
Når af blomster er flest,
Og når kvæget i spand
Giver rigeligst gave til flittige hænder;
Når ikke vi pløjer og harver og tromler.
Når koen sin middag i kløveren gumler;
Da går ungdom til dans
På dit bud, sankte Hans!
Ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.
Da går ungdom til dans
På dit bud sankte Hans!
Ret som føllet og lammet, der frit over engen sig tumler.
Vi elsker vort land,
Og med sværdet i hånd
Skal være udenvælts fjende beredte os kende,
Men mod ufredens ånd
Over mark, over strand
Vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde:
Hver by har sin heks, og hver sogn sine trolde,
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde;
Vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde!
Vi vil fred her til lands,
sankte Hans, sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli’r tvivlende kolde!
Holger Drachmann
SKULD GAMMEL VENSKAB REJN FORGO
Skotsk folkemelodi:
Skuld gammel venskab rejn forgo
Og stryges fra wor mind?
Skuld gammel venskab rejn forgo
Med dem daw så læng, læng sind?
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
De daw så svær å find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
For dem daw så læng, læng sind!
Og gi kuns de glajs en top
Og vend en med di kaw`.
Vi’el ta ino en jenle kop
For dem swunden gammel daw
. Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
De daw så svær å find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
For dem daw så læng, læng sind!
Vi tow- hwor hår vi rend om kap
I’æ grønn så manne gång!
Men al den trawen verden rundt
Hår nu gjord æ bjenn lidt tång.
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
De daw så svær å find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
For dem daw så læng, læng sind!
Wi wojed sammel i æ bæk
Fræ gry til høns war ind,
Så kam den haw og skil wos ad.
Å, hvor er æ læng, læng sind!
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
De daw så svær å find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
For dem daw så læng, læng sind!
Der er mi hånd, do gamle swend!
Ræk øver og gi mæ dind.
Hwoe er æ skjøn å find en ven,
En håj mist for læng, læng sind!
Di skjønne ungdomsdaw, å ja,
De daw så svær å find!
Vi’el løwt wor kop så glådle op
For dem daw så læng, læng sind!
Barndomsminder.
Melodi: Danmarks Største kor…..
En dejlig dag kan ikke os forynge,
men glæden bobler her ved dette bord,
og derfor vil vi alle sammen synge,
-vi leger, vi er Danmaks største kor.
Vi synger om de gode, gamle dage,
da sommeren var ekstra lys og lang,
da vi i hestevogne kunne age,
-da frøerne i gadekæret sang.
Vi synger om, når sommertøj blev syet,
om glæden ved de hvide lærredssko
-når marmorkugleposen blev fornyet,
og puder,der blev nipsenålebo.
Vi synger om den lyse sommeraften,
hvor vi med far og mor har spillet pind,
hvor fællesskabet mellem os var kraften,
der stadig tænder glæden i vort sind.
Vi synger om da vejene var lange,
da cyklen bar os gennem al slags vejr,
hvor vi i mørket følte os lidt bange,
skønt himlen havde tændt sin stjernehær.
Vi synger om de gamle købmandsdiske,
-så langt fra vore dages overflod,
hvor vi som børn kun vovede at viske,
-en bulet bolchedåse gav os mod.
Vi synger om de lange vaskedage,
-om gruekedel og om vaskebræt,
hvor mor i dampen måtte tørnen tage,
og mærke, hvad det var at være træt.
Vi synger om at vende tørv i mose,
at mærke pligtens varme vingeslag,
om saftevand og sukkerbrød i posen,
-en pause på den varme sommerdag.
Vi synger om når korte dage endte,
når mørkningstiden langsom satte ind,
en lille sang, før mor for lampen tændte,
har skabt en stemning iet barnesind.
Vi synger om når sneen lå derude,
om kakkelovne med marieglas,
om iskrystaller på en frossen rude,
-og varmedunken på en sengeplads.
Men herlig var det, når vi sad derhjemme,
med stegte æbler på en strikkepind,
et fingerbøl vi prøvede ar gemme,
mens far i piberøg var hyllet ind.
Vi standser op-vi er her for at feste,
og fejre,at vi samlet er i dag,
måske var dagene, der gik, de bedste,
men sammen vil vi hejse håbets flag.