Bylderup_Bov.

Turen til vort nye hjem i Bylderup Bov foregik i den mest kolde vinter der var set i mange år. Flytning under krigen var nemmest med tog, så en jernbanevogn blev fyldt med den Hansenske bohave og sendt af sted.

Vores nye by lå på banelinien Tønder-Tinglev, næsten lige langt mellem de to byer. Byen var faktisk tre byer som var groet sammen til Bylderup-Bov. Det nye hjem var et stort kold hus med 4 lejligheder, ellers var flytningen fint tilrettelagt, huset lå over for jernbanen, jernbanevognen blev placeret, så der kun var 50 meter at bære flyttelæsset.

Der at flytte til en ny by, til et koldt hus som, skulle opvarmes, samtidig finde ud af at huset er meget klam og svær at opvarme, var mere en min mor kunne bære, hun satte sig midt på gulvet og græd sin modige tårer, der var langt, fra trygheden iblandt familie og venner, til den lille by hvor, man for alvor kunne føle sig som Palle alene i verden.

Far der skulle starte sit arbejde som Tarmmester på det lokale slagteri, havde noget nemmere med at finde venner.

Ivan var sluttet i Vorup skole og skulle konfirmeres, det var så tæt på, at der ikke var mening i, at starte skolegang, han nøjes med at følge konfirmations forberedelserne i Burkal præstegård.

Bredevad nær Bylderup Bov havde et af de store slag stået, dengang tyskerne invaderede landet 9 april 1940,
2 soldater måtte bøde med deres liv, de prøvede at forsvare dette vejkryds mod den store overmagt.

Burkal skole.
Jeg måtte hurtig i skole, så jeg kom på stangen af fars cykle, han kørte mig til min første skoledag, det var et spændende møde for mig, sikkert også for mine nye klassekammerater, det at man kom fra det gamle land var jo spændende for dem, mine store problemer var, jeg forstod ikke i starten, dette mærkelige sprog. Men allerede den første dag fik jeg en god kammerat Ove, der indviede mig i alt det nye.

Min start i skole foregik planmæssigt, min fortsatte skolegang i 1 klasse, var lidt anderledes en Vorup skole, 2 klasser modtog undervisning i samme lokale de første fire år, hvorefter der så sidste klassetrin var 3 klasser, så hvis man kedede sig på sit eget alderstrin, kunne man lytte til næste trin og faktisk få meget mere ud af skolegangen hvis man havde evner til at modtage undervisning.

Burkal skole lå ca. 2 km. fra hjemmet, det var jo ingen problem på apostlenes heste. Der lå 2 skoler op af hinanden, der var den danske og den tyske. Med en befolkning i området hvor halvdelen var tysksindede, var der i alle service niveauer, tysk bager, dansk bager o.s.v. Det var naturlig at skolegangen fyldte meget af min tilværelse i de år. Vi havde tre lærere, førstelærer Christiansen som var en elskelig dygtig lærer, han lå lige omkring pensionsalderen, en lærerinde Frøken Christiansen, der boede tæt ved os og som tog sig af os drenge uden for skoletid, man var altid velkommen i hendes hjem. Til sidst havde vi Lærer Damm der aspirerede til det nye førstelærer job som snart skulde besættes. Vi blev faktisk aldrig gode venner, måske fordi han brugte slående argumenter, han var en knusende dygtig regnelærer, der havde den opfattelse at lærdom skulle bankes ind i knoppen på os. Hvis vi ikke kunne vores lektier, måtte vi stikke fingrene frem for så at få en linial over fingerspidserne, samtidig slog han nogle propre øretæver. Jeg lærte allerede i de år at tryk avler modtryk, for jeg brugte megen energi på at drille ham. Efter at gamle Lærer Christiansen var holdt og flyttede til Tønder på aftægt, havde vi et kærestepar som skulle vikariere, den kvindelige del havde svært ved at styre os, så når vi ikke opførte os pænt, måtte vi uden for døren. Det var jo så aftalt at Damm flere gange i en time måtte se efter om der var nogen i fælden, det var jeg tit, så der vankede indtil vi fandt ud af at gemme os.

Fritiden og skolegangen tilbragte jeg altid i selskab med en god kammerat Ove Pedersen, Hans far var Vognmand, han havde en elskelig Mor, der hele vejen tog sig pænt af mig. Jeg tilbragte mange timer i det hjem, når jeg kører forbi i dag mindes jeg med glæde de timer som blev tilbragt hos dem.

Hos Bager Kretsing.
Efter et par år i vores lejlighed over for banen, fik vi mulighed for at flytte til en lejlighed, lige midt i byen, med udsigt til byens torv. Lejligheden lå lige over et bageri, så den varme vi manglede før, var der masser af her, kun lejlighedens das, der lå i gården kunne være lidt kold. Bageren som vi lejede af var den tyske bager i byen.

Efter den flytning åbnede der sig muligheder for et job, jeg har været 9 år, hvor jeg blev ansat som bagerikarl, så jeg startede efter skoletid med at rense ovnen, gøre rent i bageriet, hvor det største arbejde dog var at gøre dagens forbrug af plader rene, der var mange, især pladerne hvor glasuren stadig sad, krævede en del knofedt. Færdig med bageriet kunne man så nå at gå i skoven for samle en sæk grankogler, de var let omsættelig til de bilernes gasgenerator, som befandt sig som universal værktøj på både store og små biler.

Der var jo krig i landet, krigen i vor by bestod, ligesom i andre byer, at soldater fra fronten ankom i troppe transport tog, kom til rekreation, blev indlogeret i forhåndenværende bygninger og sale. Der kunne soldaterne så komme til kræfter indtil de skulle sendes til fronten igen. Der var jo en del af den tysksindede der meldte sig til den tyske hær. Bageren Kretsing som vi boede hos, havde en søn Stanley, han meldte sig til den tyske Waffe, hans bidrag til krigen var efter fangenskab i Rusland at komme hjem med kun et ben, det andet ofrede han på den russiske front. Mange unge tyskere fra byen tog til Tinglev som var en stor tysk præget by, de blev ind rullet i den tyske Hitler Jugend, til optræning og videre sendelse til bl. a. vagttjeneste når alderen var rigtig, man så jo at nogle af de soldater der kom til rekreation, var ikke voksen endnu. Tropperne der ankom til byen havde mange gange en russer som oppasser, sådan en fik jeg som god ven, jeg tog mig meget af ham, den tid han tilbragte i byen, han var krigsfange fra Rusland. Han havde jo stort set sin frihed, bare han holdt det i orden han skulle, jeg kunne smugle ham hjem, bag om byen, han kunne så spise hos os og være der en tid, sproget kunne selvfølgelig kun foregå ved tegnsprog, men vi forstod hinanden. Jeg kan endnu huske dengang, jeg bad ham tage huen af indendørs, han var pilskaldet, det var han meget forlegen over.

En anden ven jeg fik under krigen var tysk soldat, ham kunne jeg tale med, for han havde gået i dansk skole i Sydslesvig. Modsat Russeren måtte jeg ikke tage ham med hjem, der måtte ikke være en tysk uniform i vores hjem, jeg fik så lov til at have ham på mit værelse som lå i stueetagen. Modsat de tyske hjemmetyskere i Sønderjylland, var han indkaldt. Han var meget ked af soldatertjenesten, krig var noget han ikke kunde forholde sig til. Vi aftalte vi skulle mødes efter krigen ved grænsen, han var fra Lübeck egnen men han er sikkert faldet på fronten, som så mange andre.

Det lille torv i byen blev benyttet til eksercits, en søndag formiddag fik en dramatisk vending, hvor flere danskere stod og kikkede på. Far slikkede meget, han stod og spyttede, hvilket fik en officer til at gå over, spørge far på tysk, om han spyttede efter tyskerne, far der ikke kunne et bogstav tysk svarede ja,ja. Det fik tyskeren til at stikke far en knaldende lussing, Far var klar til at gå på ham, men de andre på torvet fik ham heldigvis stoppet, Soldaterne der eksercerede havde løfter deres våben og på den tid gik man ikke med løst krudt. Vi stod hjemme i vinduet og fulgte den episode, der kunne have endt meget tragisk.

Et af de stærkeste episoder fra krigens tid jeg husker, foregik en dag på vej hjem fra skole. Der var jo kun 5 km til den tyske grænse, så den dag havde 2 engelske jagerfly taget forkert og angreb 2 lastvogne i Stemmild. Vi kravlede i grøften og var meget bange, disse flyvere åbnede ild lige over vore hoveder, vi var jo ikke klar over at nedslagsstedet var betydelig længere fremme. Der blev dræbt 2 personer, krigen var tæt på.

Den sidste tid af krigen var jo også dramatisk, når engelske bombeflyvere kom ind fra Vesterhavet, fløj ned over Slesvig Holstein for at kaste deres dødbringende last over tyske byer og industrier. Vi kunne se lyskasterne på den anden side af grænsen, se det makabre skuespil, når man havde fanget et fly i lyskasterne, hvorefter nedskydningen kunne starte med antiluftskyts. Mange blev fanget og nedskudt, fly af begge nationaliteter faldt omkring byen. Ved en sådan nedskydning, var vi nogle drenge de første på stedet, der fik jeg mit første krigsbytte, nemlig et bælte med patroner til et maskingevær som blev bragt hjem på værelset.

En aften Ivan og jeg var alene hjemme, havde Ivan erhvervet en pistol, han sad og pegede og legede med den, han var ikke klar over at der var endnu en patron i pistolen, pludselig gik et skud af som strejfede hans lår, det blev til et evig minde om den aften. Vi var meget nervøse, vi boede hos en tysker, på den anden side af vejen lå kroen der havde tyskere indkvartering, på gaden færdes altid mange soldater, vi slap med skrækken, ingen havde hørt skuddet.

Nyt familiemedlem.
Jeg syntes jeg fulgte godt med i hvad der skete, men en ting havde jeg ingen anelse om før vi fik vi en lillebror i familien. Jeg kunne ikke forstå jeg skulle gemmes hos naboen, da jeg kom hjem var en lille ny lillebror født den 20 december, senere kom han til at hedde Per Randrup Hansen. Det vendte jo nok lidt op og ned på mange ting, jeg fik jo så opgaven med at køre ham i barnevogn.

Man kan ikke beskylde mine forældre for særlig gode planlæggere, Ivan 1928 jeg 1934 og så Per 1944. Vi havde ikke meget ud af hinanden som børn.

Det gode ved en fødsel i Sønderjylland var at barselsgaven bestod af Torder( lagkager), fornuftige som Sønderjyder jo er, kom de i form af gavekort, Sønderjyder er opmærksomme, så vi havde Lagkager langt ud i fremtiden.

Nytårsaften var det skik at man gik rundt og ønskede godt nytår, hver sted fik vi en lille glas vin, kom man nok steder, var en beruselse let at få fat i. Min den første beruselse skete i en alder af 11 år en sådan nytårsaften.

Onkel Poul kom til Byen.
Mors bror Poul som havde været i lære som møbelpolster i min morfars møbelforretning, følte trang til at komme ud og se andet, så et arbejde i Tønder hos møbelhandler Staldberg søgte han og fik det.

Det var i slutningen af 1942, Poul havde før det været 3/4 år på Sjælland.

Det at han forlod Randers, var på grund af at hans Far (morfar), der jo havde været på valsen, provokerede ham til at se sig om, med udtalelser om at han nok ikke kunne være andre steder en hjemme.

I 1943 hvor min morfar blev syg med kræft, bad han så Poul om at vende tilbage, for at hjælpe Johannes der stadig var i møbelforretningen.

Det indebar at han valgte at bo hos os og delte en del af tiden værelse med Ivan.

Ivan der havde haft en plads som arbejdsdreng på mejeriet, blev ansat samme sted som Poul, de kørte med toget til Tønder hver morgen.

De havde den vanvittige konkurrence om hvem der turde blive længst i sengen om morgenen, inden toget kørte, de kunne høre når toget kørte ind på stationen. De blev liggende så længe at de til sidst sprang over bommene og på toget når det kørte forbi tæt hvor vi boede.

Poul daværende kæreste og senere hustru Irma, kom også til byen og fik plads i huset hos den danske Læge Linde.

Kendte Randers folk.
Det var pudsig at senere kendte Randers borgere krydsede vore veje i Bylderup-Bov.

Den første vi så i vort hjem, var senere Social udvalgsformand Rasmus Hviid, han var ansat ved DSB og kørte strækningen Tønder- Tinglev som togbetjent, far kendte Rasmus fra sin fodboldtid i Randers, hvor Rasmus Hviid spillede i Langå.

Sonja Mathiesen var den næste, der fik plads hos samme Læge Linde, som Irma havde været ansat hos. Sonja som jo startede bekendtskabet med familien i Vorup, havde før hun kom til det sønderjyske, været ansat i Møbellageret Gorm, hos min Morfar, så en lang tråd har vist sig i vores tilværelse med hende.

Den sidste kom først efter krigen, det varden senere Borgmester Kr. Gjøttrup. Han var af politiet blevet udstationeret i Tinglev som cyklende politibetjent, han kørte langs med grænsen for at fange grænseoverløbere, hans rute kom forbi vores hjem, hvor han tit stak hovedet ind.

Krigsafslutningen.
De sidste krigsår havde mor pensionat, flere som arbejdede i byen kom til spisning, det gav mor en del adspredelse. Hun måtte desværre sidde meget alene, far var glad ved kortspil og rafling, det kunne jo desværre kun finde sted på byens værtshus. Ivan og jeg måtte tit af sted efter ham, det er jo et kapitel der gør ondt at fortælle om, men det hører jo med til livet desværre.

Mor som jo i hele perioden i Sønderjylland gik hjemme, prøvede forskellige tiltag, hun havde lært at permanente damerne i byen i noget der blev kaldt amerikansk krølning, jeg kan huske hun fik 2 kr. for en sådan krølning, jeg havde job med at bukke toiletpapir, som så blev sat i håret, hvorefter et krøljern ordnede resten.

Skolegangen gik fint, jeg lærte meget i Burkal skole og havde den lykke at jeg aldrig behøvede at åbne en bog hjemme til supplement, den måde der blev undervist på, kunne der ikke klages over. Først på året 1945 skulle der være optagelsesprøve til Tønder Statsskole, jeg var jo kommet et år for tidlig i skole, så dem der søgte optagelse var et år ældre en jeg. Vores kære “Førstelærer” mente jeg ikke var gammel og moden nok til optagelse, men min far og mor mente noget andet, så jeg stillede op sammen med 120 elever fra hele området. Der skulle optages 60 til 2 klassetrin. Dagen kom, første prøve var skriftlig dansk og regning, jeg må have gjort det godt, for vi var 15 der blev optaget på det skriftlige alene. Det er noget jeg alle dage har været meget stolt over, det var en stor ting i det sønderjyske at blive optaget på Tønder Statsskole, der på det tidspunkt havde en Rektor der stammede fra Randers med navnet Randrup.

Det er den skole jeg har været mest glad at ved at gå på , vi havde 2 lærere jeg husker godt, Mogens Jensen og Wolff, begge meget sportsinteresserede. Jeg havde en tid som gul spejder i Tønder, i skolen kom jeg i skolekoret, sang har og er stadig en god ting for mig.

Tiden på skolen blev dog kortvarig, senere vil jeg redegøre for Fars og Mors lyst til at nærme sig Randers igen.
Jeg havde igen fundet nye kammerater, men måtte igen lide et afbræk i tilværelsen. 12 år og så på vej til skole nr4.

Der blev hyppigere og hyppigere overflyvning af det sønderjyske, engelske bombefly kom med deres last, for et par timer senere at vende tilbage fri af bomber. Vi havde jo hørt at krigen var flyttet nordligere og kunne slutte hvad dag det skulle være. For vi danske i området var det jo sød musik, hvorimod den tyske del ikke var så stolte over det der skete.

Selve dagen husker jeg tydelig, man skulle jo ikke triumfere for højlydt, for selv om vi børn ikke mærkede til skel mellem tysk og dansk, vi legede lige godt sammen, var der jo blandt voksne både frihedskæmpere og det modsatte, nemlig dem der som hjemmetyskere havde deres uniform, som vi ser hjemmeværnet i dag.

Kort tid efter kapitulationen kørte busser ind i byen og mange hjemmetyskere blev hentet til internering i Fårhus lejren. Det var en dårlig tone der kom til byen efter krigen. Jeg tror det var skylden til at far ønskede snarest at fraflytte byen.

Ellers var den tid der kom, utrolig spændende for vi børn. Der begyndte snart at komme soldater vandrende igennem byen, på vej hjem. Tilbagetoget var knap så flot som dengang de ankom til landet. Det var tørstige og sultne soldater der passerede byen, de var tæt på at danske penge ikke var mere vær for dem, så vi knægte kunne lave gode penge ved at sælge en spand vand til dem. Vi boede stadig ved den tyske bager, der så vi hvor lidt godt man kunne slippe afsted, med at komme i brødet og alligevel få disse soldater til at spise det.

Det næste vi drenge fik særdeles stor interesser i, var deres våben, min kammerat Ove og jeg begyndte at samle hvad vi kunne af alle disse våben, som soldaterne efterlod sig. Ved grænsen lå de i store dynger, vi var bjergsomme, det var jo spændende som 11 årig at være i besiddelse af Rifler, Revolvere og Maskinpistoler, selv håndgranater som man kunne bringe til eksplosion ved at fjerne en split havde vi. Nede ved åen havde vi en maskinkanon der havde siddet på en øvelses kampvogn, den brugte vi til at skyde med efter mål i en skrænt. vi havde selvfølgelig ammunition til alt isenkram vi havde, bortset fra de mortergranater vi havde, der manglede vi en morter.

Vi må jo indrømme at alt der foregik var uden vore forældres viden. Glæden blev desværre, eller heldigvis, kort, for de lokale frihedskæmpere med den senere Storvognmand H.P. Therkeldsen fra Padborg i spidsen, afhentede vores lager.

Jeg tror vi har været utrolig heldige, når jeg tænker på at når tyskerne øvede sig under krigen med brug af morterer, var det en stor fornøjelse at grave forsagerne op, og gemme dem.

Læge Roagers hus.
Vi nåede at flytte en gang mere, det var til den tyske læges hus, han blev ligesom andre hjemmetyskere internering efter krigen. Samme Læge Roager havde far for øvrigt tidligere under krigen bedt om en konsultation i hjemmet, de var mødtes på et værtshus, de mente at Ivan og jeg skulle vaccineres for difteritis, sammen med naboens datter blev vi stillet op på en række, hvorefter vi fik hver vores stik med den samme kanyle, der var ingen grund til at spilde tid eller penge på flere kanyler.

Det var et meget stor hus, hvor lægefruen med 2 tvillinger boede oven på. Ivan og jeg boede i konsultationsværelset.

Der er ting omkring det sønderjyske jeg erindrer med glæde, det at komme i forsamlingshuset, hvad enten det var dilettant, gymnastik eller bare foredrag sangaftener, er ting der stadig sidder som de bedste minder fra min tid i dette hus. Man sang jo altid den sønderjyske nationalmelodi ” det haver så nyligen regnet”

Det dårligste minde fra det Roagerske hus var, at jeg fik et arvegods efter min Morfar, det var et lommeur, som han syntes jeg skulle have, det senere forløb om det blev tabt, eller hvad, er for så vidt ligegyldig, blot kunne jeg godt være det foruden. Vi er nået til 1946, ved at være klar til at rejse nordpå igen, inden vil jeg berette om mine ferier, jeg havde i Randers som Barn.

Kommer man til Bylderup Bov, her omkring år 2000, går turen som regel på besøg hos Elly Diedriksen.