Krummer 1998

Send din kommentar til Ib G:

Krummer 1999:	Gå til krummerne fra 1999.
Kronik 29 december 1998:	Tryk avler altid modtryk………………
Kronik 12 december 1998:	Kirken og Præsternes travle tid.
	Læserbrev fra Nina Nielsen
	Kommentar til Nina Nielsen
	Julekort fra Ole Risager Jensen
	Tak for indbydelsen som jeg tager imod
Kronik 27 november 1998:	Rituelle slagtninger
Synspunkt 14 november 1998:	Sådan truer Jyllands posten
Kronik 13 november 1998:	Hvad må man dog høre om Randers
Læserbrev 5 november 1998:	De tre bødler fra Jyllands Posten.
Kronik 28 oktober 1998:	Jeg en Diabetiker.
Kronik 13 oktober 1998:	Bliv Hjerteven med Randers eller —

 

Apropos. 29 dec. 1998
Ib G. Hansen
Entreprenør.
Tryk avler altid modtryk………………

Den sidste dag i det gamle år nærmer sig , året er for de fleste gået hurtigt, fik man udrettet og gjort alle de ting man havde sat som mål for et års tid siden, eller er der lige noget man skal udrette, eller i det mindste gøre et forsøg på ? Vi mennesker glemmer jo som regel hurtig de uvæsentlige ting, tilbage står så i erindringen de ting man i grunden godt kunne tænke sig anderledes.

Der er mange ting der presser sig på i dagligdagen, ting der sker man forarges over, den måde nogle mennesker fører sig frem på, jeg alene vide mentaliteten, prøver at undertrykke andre, forstår ikke, at ingen i længden vil finde sig at blive undertrykt, der vil på et eller andet tidspunkt blive sagt stop, nu kan det være nok.

På verdensplan.
Vi har på verdensplan set en Saddam Hussein der har vakt hele verden foragt og vrede, spilleregler bliver tilsidesat, tolerancetærskelen bliver overtrådt, der bliver sagt “nu kan det være nok”.

De ældre.
Vi har set en regering ligge byrde på byrde over på den del, der bidrager til husholdningen i Danmark, samtidig mindskes udbetalingerne samt plejen til ældre, der nu efter et langt liv på arbejdsmarkedet må konstatere at deres kroppe er slidt op. Ældre der ikke nåede at være med i den nye teknologi , hvor maskiner overtog det hårde slæb. Man havde set hen til en tredje alder, en alder hvor man kunne pleje sig selv, troede vores samfund var blevet bygget op, havde råd til at kunne pleje de mennesker der ikke selv havde kræfter til det. Mulighederne er der, desværre bliver ressourcerne mere brugt på kontrol apparater, man troede også at det var muligt, trykt at kunne færdes på gader og stræder. Man hørte fra de ledere der strikker vore love sammen, nu vil man ikke finde sig i vold mere. Trods det bringer radio, tv og aviser hver dag historier, der ikke synlig har mindsket volden i Danmark

Meningen.
Dermed er jeg nået til kronikkens mening. Små bandemiljøer prøver på at skræmme, her tænker jeg på den del af Randers, der bliver plaget af små kriminelle miljøer, hovedsagelig unge mennesker der sætter nogle dagsordner, som ingen i længden overhovedet vil finde sig i , skulle det være tilfældet, er det første gang i historien det finder sted. Beboerne i Randers er vågnet op af dvalen, man syntes, “nu kan det være nok”. Derfor gælder det om at støtte disse grupper, mennesker der arbejder for at få lov og orden i Randers og omegn, her tænker jeg især på politiet der må udføre det grove arbejde, anklagerne der bringer sagerne til doms, jeg tænker også på de medarbejdere ved Randers Amtsavis der dækker historierne, de modige mennesker der er klar til at vidne og ikke bare stikker hovedet i jorden som en anden struds.

De fleste tænker det vedrører ikke mig, nej måske ikke lige i dag, men hvad med i morgen. Vi ser også tydelig, at i modsætning til de senere år, har borgerne nu fået forstærkning af politiet, som udefra ser ud til at omrokeringer og sikkert også nyansættelser samt mulighederne for få lov til som menig betjent at gøre noget, har tydelig gjort, at nu kan det være nok med disse små menneskers hærgen. Ærgerligt, men ikke for sent er man nu fra ordensmagten side startet med udslettelsen af dette miljø, det miljø der har troet, det kunne blive ved at gå godt, træerne gror nu engang ikke ind i himmelen. Jeg tror på at vores politi med borgernes hjælp får styr på dette Randers fænomen. Hvis så samtidig den dømmende magt, lever op til sit ansvar, dømmer efter de strafferammer der står i straffeloven, strafferammer som dommerne udmærket kender, men ikke efterlever i praksis.

Det vil være et af mine største nytårs ønsker. 1999 skal være det år hvor man får styr på disse ting. Det er trist at se disse unge mennesker, uden respekt for hverken deres familier eller andre der prøver at vejlede dem, blive tabere af et liv der ellers burde se lovende ud. Hvis vi alle i Randers ,unge som gamle, sociale myndigheder og politi, vil stå sammen og prøve, så vidt muligt i fred og fordragelighed at få disse unge mennesker på ret køl, vil det være en stor ting for Randers. Skal det nytårsønske gå i opfyldelse, vil det være endnu større glæde, at kunne fejre næste nytår, der med en indgang til næste århundrede kan blive en start på noget godt og nyt.

Hvis viljen fra disse unge mennesker ikke er tilstede til at rette sig op, må man erkende, der kun er en vej tilbage, nemlig tryk avler modtryk.

Godt Nytår.

Kronik 12 DECEMBER 1998.
Kirken og præsternes travle tid.

Den søde tid nærmer sig, julen med alle dens traditioner står for døren, kirken og dens tjenere har en travl tid, kirkegårdene er pyntet op til julemåneden, granerne har længe været lagt på gravstederne. Alt er som det skal være. Præsterne er startet med forberedelserne til deres prædiken over juleevangeliet, måske kan den fra forrige år bruges. Disse dejlige julesalmer som der er mange af, hvilke skal synges? skal det være et barn er født i Betlehem? eller skal det måske være, dejlig er den himmelblå, der er mange valgmuligheder, et er sikkert, alle der møder op elsker at synge alle disse kendte salmer.

Endelig oprinder dagen, mange familier med børn følger deres tradition om at møde op til juleaftengudstjenesten medens juleanden eller flæskestegen er sat i ovnen under svagt blus.

Man har det dejlig så længe man sidder der, synger og kommer igennem første del. Præsten går på prædikestolen og messer “lad os alle bede”, nu er man så kommet der hvor man kan vælge at høre hvad præsten har at fortælle eller man kan som jeg, tænke tanker, på de i ens kreds der ikke nåede denne jul, på de der var tæt på en, men som har svigtet den tillid man havde til dem, måske også en god mulighed for at tænke på alle disse mennesker i verden der lider, menneskers lyst til at yppe kiv, den ser man jo åbenlyst toner frem i fjernsynet når man åbner for nyhedsudsendelserne, mulighederne, når man sidder der i kirken, er vidtrækkende. Hvordan skal det næste år fungere, hvor mange glæder, hvor mange sorger. Sådan også Juleaften 1992 hvor jeg boede i Vestergrave, den indre by i Randers , kirkeklokkerne fra Sct. Mortens Kirke havde kaldt til julegudstjeneste, alt var lagt i de rigtige rammer, som det sig bør. Præsten prædiken var startet, pludselig bliver jeg revet ud af mine tanker, ja men står præsten ikke der, skælder ud på den del af menigheden der kun kommer juleaften i kirken, minsandten jo, fortsætter med at give de velbjergede en overhaling, de der kører i store biler går heller ikke ram forbi. Jeg ser mig omkring, finder en god bekendt og tænker, gudskelov det er dog ikke dig alene der får tur i dag. Jeg forlod kirken med hovedet dybt sænket, jeg gik forbi min bekendt , fik mumlet, “den sved nok, hvad mener du?” Jeg forlod samtidig kirken med en dårlig indgang til julen, jeg havde ellers glædet mig meget til gode dage i familiens skød.

I årene der er gået har jeg tænkt meget på denne juleaften, jeg besluttede at jeg ikke skulle tage plads op for andre til julegudstjenesten, dette være sagt med en smule bitterhed, når man går i kirke til højtider, hvadenten det er dåb, konfirmation eller andet, mener jeg præsten skal læse teksten og holde sin prædiken ud fra den. De fleste præster udfører deres job godt nok. Jeg har hørt at der er mange udmærkede præster i Randers og omegn, præster der ved, deres opgave er at forkynde evangeliet, ikke være moralens vogter som vi ser deres høje chef biskop Kjeld Holm, der i sin egenskab af formand for etisk råd har en pegefinger op om både det ene og andet. Hvis kirken og præsterne skal være en del af samfundsdebatten, må det være uden præstekjole . Vi så op til kommune og folketingsvalget den kære biskop tone frem i Radio og TV, mente danskernes syn på bl. a. flygtningene og indvandrerne værende umoralsk, det kan han så selvfølgelig mene , men han skal holde sit embede uden for den debat. Jeg har hver jul spekuleret på, hvad denne præst dog ville opnå med denne prædiken 1992. Jeg ærgrer mig stadig over at jeg ikke overhørte disse kirkeklokker fra Sct. Mortens kirke. Det er nu historie, jeg har fået ud, hvad jeg i mange år ved denne tid har spekuleret på.

Jeg er stadig medlem af folkekirken, tænker at fortsætte, man skal helst pænt herfra, jeg har aldrig hørt en præst tale dårligt, når man den sidste dag skal have et ord med på den sidste vej.

Læserbrev fra Nina Nielsen.

Det er dejligt at høre, du aldrig glemmer prædikenen fra juleaften 1992. Et gammelt ord siger, at kun den hund hyler, som er blevet ramt.

For mig lyder det som om, du forventer, præsten skal være som julenisse, der lover en alle de julegaver, man ønsker sig. Du vil have som den pæne mand du føler dig, ord fra prædikestolen, som skulle give dig en god samvittighed at holde jul på. Men du fik sandheden om dig og den, som kun kommer juleaften og aldrig juleaften og aldrig 3. juledag i kirken.Præsten står i kirken for at videregive Jesu ord, hvis du har læst biblen, så væltede Jesus selv alle boderne, som de handlende havde sat op i synagogen, og jog de handlende ud. Jesus kunne også godt kalde nogle for hyklere og sagde også, at det ville være som at få en elefant gennem et nåleøje at få en rig ind i himlen.

Og du føler dig åbentbart som farisæerne gjorde på Jesu tid. Jeg kender ikke præsten fra 1992, jeg er ikke selv præst, men er blandt menigheden, og al snak om at kirken står tom, er kun sagt af dem, som aldrig kommer i kirken. Besøg Sct. Peders kirke en søndag og kom med åbent sind, så kan selv du måske høre ordet fra Gud. Husk, det er senere , end du tror.

Kommentar til Nina Nielsen.

Tak til Nina Nielsen for belæringen. det er jo tankevækkende, at det er et nåleøje menigheden skal igennem, for at komme i himlen.

Spørgsmålet hvad rigdom skal måles efter, et rigt liv måske? jeg tror selv du Ninna Nielsen er rig, det tyder på at din hverdag med ofrelse af dit liv for kirken er rigt, det håber jeg. Mit liv er rigt fordi jeg bl. a. har muligheder for at være sammen med gode venner og gode medarbejdere. Fattig er vel kun den der søger fattigdommen.

Jeg er glad ved at du hygger dig i kirken, glæd dig så i det mindste over at der ikke er indført brugerbetaling der.

venlig hilsen Ib G.Hansen

Julekort fra Ole Risager Jensen.
Julen 1998.
Ib G. Hansen.

Jeg læste dit indlæg i Amtsavisen lørdag d. 12 dec. og har lyst til at komme med en invitation.

Det har aldrig været kirkens ærinde at skræmme nogen væk og da slet ikke juleaften.

Tværtimod er det netop meningen på denne dag at skærpe forventningen til en glædelig jul sammen med familie og gode venner.

Jeg vil derfor gerne invitere dig til at gøre forsøget endnu engang.

Du skal være velkommen i Klosterkirken juleaften kl. 16.15, hvor sognepræst Karsten Erbs prædiken.

Klosterkirken er en lille annekskirke til Sct. Mortens kirke med indgang fra Blegdammen, lille men meget hyggelig og varm.

De venligste hilsner og ønsket om en glædelig jul.
Ole Risager Jensen
Bijob som kordegn i Klosterkirken.

Kommentar:

Tak for dit venlige brev, jeg tager imod invitationen juleaften.
venlig hilsen
Ib G.Hansen

Kronik 27 November1998.
Rituelle Slagtninger.

Kan man ikke finde alternativer til disse modbydelige slagtninger?

Det er ved denne tid de seneste år den samlede presse maner sig op til et udfald mod rituelle slagtninger , der bliver skrevet mange linjer om disse rituelle slagtninger som alle syntes burde finde sted andre steder en netop i vort land, det er en stor skam , alle syntes at vi skal behandle vore dyr på en så anstændig måde, så de lider mindst muligt.

Det er for mig vanvittig at man ikke kan få en lovgivning der tilgodeser dyrenes tarv, det burde være rimelig at dyrene aflives på en human og smertefri måde. Disse rituelle slagtninger efter ortodokse jødiske og muslimske forskrifter foregår ved at skære halsen op så dyrene kan dø af blodtab. Dyrlægerne på slagterierne har for længe siden ,udtalt deres forargelse over at dyrene skal lide i flere minutter med smerte og dødsangst inden de mister bevidstheden. Dyrlægerne har ønsket det forbudt og ønsket en ny lovgivning på området.

Dyreetisk råd giver Dyrlægerne ret i deres påstand. indrømmet at det er etisk uacceptabel som det foregår i dag. Men udtaler også at man må tilgodese disse religioner, det er et argument jeg ikke kan godtage, vi har her en i landet en religion der bygger på næstekærlighed, dermed også et forhold til vore dyr vi kan være bekendt. Rådet har foreslået et kompromis, skær halsen op og skyd så dyret med en boltpistol. Det var dog en begyndelse, men ikke godt nok.

Vi har her i landet i store træk forståelse for folks religion, som vi accepterer når den ikke griber ind i vor egen hverdag. Det gør den når vore lovgivere giver efter for disse fremmede religioner og påføre vore dyr unødige lidelser.

Hver gang disse ting bliver bragt frem, står politikerne på spring i Radio TV og den skrivende presse med udtalelser til fordel for dyrene, de besøger minsandten også slagterier for se på barbariet , bliver fotograferet i deres hvide kitler og regnslag til ære for pressen og dem selv, går derefter forargede hjem for at nedsætte et udvalg der skal se på sagen. Det er som regel et hurtigt arbejdende udvalg som senere bliver et langsom arbejdende for til sidst at gå helt i stå. Alle har glemt det indtil det bliver bragt på bane igen, det være hermed gjort, kan det bare hjælpe lidt vil jeg blive meget glad.

Jeg mener der i okt.1997 blev fremsat en lovændring af dyreværnsloven, hvor ministeren ikke kan give tilladelse til aflivning af dyr uden forudgående bedøvelse. Jeg ved ikke om dette lovforslag er tiet ihjel, jeg har ikke set at lovændringen er trukket tilbage.

I mine nethinder dukker periodevis forstyrrelser op. Forstyrrelser der kommer fra mine fem år som slagteriarbejder på Tulip i Vejle hvor der fandt jødeslagtninger sted , det måtte man som personale tvinges til at overvære ved bl.a. at holde kreaturerne under deres dødskamp. Ting man kun kunne blive fri for ved at opsige sit arbejde. Modviljen mod denne slagteform var man ikke ene om, jeg ved især Dyrlæger ikke var glade ved at overvære denne slagtning.

Det at rituelle slagtninger har været gennemført længe er ikke argument for at de skal fortsætte, det kan måske koste os eksportindtægter, men anstændighed koster.

Synspunkt 14 november.
Og Reaktionen kom. Sådan truer Jyllandsposten.

Reaktionen kom lynhurtig. Forleden sluttede jeg min artikel omkring bl. a. Jylland Postens adfærd i Randers med at sætte spørgsmålstegn ved, hvad mine angreb på denne avis kunne føre til.

Der gik nøjagtig et døgn, inden en skriftlig trussel om et injuriespørgsmål lå på mit bord. Jeg har lyst til at gengive det brev jeg modtog fra Jyllands Postens chefredaktører.

Det lyder som følger:

————————————————————————————————————————————–

I et læserbrev i Randers Amtsavis den 12.11.1998 har de offentlig fremført, at en af Jyllands Postens journalister kontaktede dem telefonisk og “præsenterede sig som en af de tre bødler fra Jyllands Posten”

Jyllands Postens chefredaktion ser på den sag med stor alvor. Naturligvis kan vi ikke tillade, at en af vore journalister præsenterer sig som “bøddel”.

En gennemgang af sagen-herunder aflytning af en båndoptagelse af samtalen-afdækker, at det heller ikke hænger sådan sammen.

Det er jo, som det selvfølgelig er Dem bekendt, Dem selv, der i et læserbrev i Randers Amtsavis den 4.11.1998 introducerer ordet bøddel i forbindelse med Jyllands Postens journalister.

Da journalisten Morten Jest kontakter Dem den 5.11.1998 for at få Deres kommentar til opbakning til Borgmester Keld Huttel, præsenterer han sig korrekt med ” Morten Jest Jylland Posten.”

Derpå siger De, “Goddag med dig” hvorefter journalisten spøgefuld tilføjer “en af de tre bødler” med en klar henvisning til det udtryk, med en klar henvisning til det udtryk, som De selv havde anvendt i Deres læserbrev dagen før.

At De nu vender den situation på hovedet og bruger et stærk nedladende udtryk til at påstå, at Jylland Postens reportere præsenterer sig som bødler, finder jeg utilstedelig.

Inden vi tager yderligere skridt i sagen, herunder henvendelse til vores advokat, skal jeg udbede mig Deres udførlige forklaring på sagen, som vi ser på med megen stor alvor

Med venlig hilsen

Ulrik Hågerup

Chefredaktør

——————————————————————————————————————————————

For det første har jeg ingen som helst grund til at ændre opfattelse i forhold til indholdet i mit læserbrev og det Apropos jeg skrev i torsdags.

Jeg har fortsat den generelle opfattelse, at Jyllands Postens beskrivelser af forholdene i Randers, som nu har stået på over flere uger, er ensidig og unuanceret.

Jeg vil til enhver tid forsvare de positive mennesker, der arbejder for Randers. Dem er der mange af. Omvendt skal uregelmæssigheder afdækkes, men det skal ske på troværdig vis.

Jeg imødeser med sindsro Jyllands Postens næste skridt i denne sag. Jeg agter ikke at besvare det brev, som overfor gengivet.

Lad mig slutte med følgende, som i høj grad handler om moral: Jyllands Postens chefredaktør afslører i brevet, at hans medarbejder har brugt båndoptager i samtalen med mig. Det er formentlig ikke ulovligt,og personlig har jeg intet imod det.

Moralen eller nærmere manglende moral er, at jeg ikke på forhånd var gjort bekendt med det. I øvrig svarer det vel meget godt til Jyllands Postens huseren de seneste uger i Randers.

Kronik 13 november.
Hvad må man dog høre om Randers.

“Sandheden eksisterer. Det er kun løgnen man behøver opfinde.”
George Braque.

Hvorfor mon en ellers seriøs avis som Jyllands-Posten, har udset sig Randers ,som den by der skal gøres til en ikke tiltagende by. Byens indbyggere skal fortælles søndag efter søndag hvordan alt der foregår er mere eller mindre uanstændig. Personer der har forladt byen af forskellige årsager stiller sig til rådighed for at svine den by til som de før var en del af.

En enkelt, Jens Okking, har været så ærlig i et interview at udtale at det var en stille hævn, denne udmærkede skuespiller må føle en stor afmagt over ikke at slå til i Randers, så stor at det må ud for at retfærdiggøre sig selv. Trist for Randers og de mennesker som ikke har de samme muligheder for forsvare sig. Det at være leder er jo ikke et feteret job, det er et sted hvor fejltagelser eller måske overskridelser af budgetter betales med kontant afregning, uden jeg ved hvad ophøret var, men jeg tror ikke man selv i Randers opsiger et engagement uden grund.

Når jeg nævner dette, er det fordi hele årsagen til denne hetz startede med disse angreb fra nævnte skuespiller, jeg ved at Jens Okking har mange venner i Randers, det forstår jeg godt, jeg selv syntes også, han er en stor varm personlighed, med mange positive sider, der kunne havde været den helt store lykke for Randers hvis der havde været større muligheder med tildelte midler.

Denne uges føljeton er så skrevet som en overskrivning fra gamle Randers aviser, Søren Fischer må i denne uge lægge rygstykker til for en gammel sag, hvor Lillebjørn enten skulle skrottes eller sættes i stand til glæde for byen og dens borger. Nu er Søren Fischer en mand der har sine meningers mod , han er den Randers borger der ikke er bange for at udtale sig, Han ved at der falder brænde ned når snuden er langt fremme. Uden borgere som han så det sort ud. Nu har så J P hentet Teddy Hofbecks vidneudsagn frem for at nedgøre den opgave Søren Fischer havde i Brugsgårds bestyrelse. Hvorfor har samme avis dog ikke bragt bare nogle af de ting frem som skete på Brugsgård ? hvorfor har den ikke fortalt om Politiets sendrægtighed i opklaring af alle de uhyrligheder der skete i det tidsrum? Den lokale avis havde ellers afdækket det hele. Hvorfor ikke fortælle at det er ulønnet arbejde Søren Fischer havde?

Svaret er nemt at finde, det skal passe ind i det mønster som J P er startet med, villige personer ude fra, blandet med et par lokale helte der får stillet spalteplads til rådighed med skyts som villige journalister beredvillig fyrer af. Det er flot af J P at sætte tre mand til rådighed.

Når vi snakker om disse tre personer fra J.P. Blev jeg ringet op en af disse, der præsenterede sig som en af de tre bødler fra Jylland Posten. Han ville gerne have en uddybning af hvad jeg mente med ting i et læserbrev jeg dagen før havde skrevet i den lokale avis. Jeg kunne kun fortælle at det måtte han selv udlede, jeg syntes det stod klart nok. Han havde fået at vide at dengang jeg sad i byrådet havde jeg fået meget arbejde som byrådsmedlem. Det ville jeg gerne se beviser på. Det var faktisk det stik modsatte der skete. Der var jo lige det med en grund jeg havde købt af kommunen. Det er helt rigtigt fundet ud af, grunden blev købt efter at havde været udbudt til salg for højeste bud over 900 000 kr. Der var ingen der havde budt på den, den blev udbudt en gang til, jeg bød 920 000 kr. og fik den som den eneste der bød . Den havde været i avisen i store annoncer. Jeg tilbød også denne journalist at hvis det blev for besværligt at finde noget måtte han endelig ringe så jeg kunne hjælpe, det er jo ikke let at være journalist.

Det at skrive et læserbrev og angribe J P og de tre må vi så se hvad fører med sig.

LÆSERBREV 5 NOVEMBER 1998.
De tre bødler fra Jyllands Posten.

I forlængelse af Ole C. Jørgensens leder lørdag d. 31 okt. Vil jeg gerne knytte følgende kommentarer.

Det er en flot leder med meget få ting som jeg ikke kan være enig i, men din kommentar omkring lynchstemning som må vente til tingene er færdigbehandlet , i høj grad sted finder sted med avisens(avisernes ) store bidrag. For mig ligner det, hvis man mangler at udfylde spalteplads, tager man telefonen ringer til enten Bjarne Overmark eller for den sags skyld Kurt Helge Andersen ,som gerne følger hånd i hånd med førnævnte, (hvor længe kan for resten venstre tåle det, )avisen får deres udtalelser og forsiden er reddet.

På fagforenings siden har man jo nu den super aktive intelligente formand fra FOA, der mener man skal vælge en Borgmester ude fra, man kan undre sig over hvor denne aktivitet befandt sig på det tidspunkt hvor medlemmerne havde brug for deres fagforening.

Vi så i denne uge Jyllands posten, med deres tre bødler, der er sat på opgaven til at få Randers helt ned i skidtet, igen citere de samme to personer omkring personalesagerne, for så at slutte af med at man ikke kunne få kommentarer fra K.L. som forestod undersøgelsen.

Dette skal ikke være et forsvar for de ting der er foregået, men man skal være klar over at nok så mangen mistillid til Keld Huttel vil ikke fjerne ham fra Borgmesterstolen som jeg syntes er helt fint, han er valgt for en periode, det samme er forøvrig gældende for Bjarne Overmark og Kurt Helge Andersen.

Det der kan og skal foregå når denne ulykkelige sag er opklaret bliver akkurat det samme som i en privat forretning. Hvis personer omkring en leder (Byrådet) ikke bestrider deres tildelte opgave, må han gå den tunge gang at fyre dem. Dermed ikke være ment at man overflytter dem til et andet job i firmaet (kommunen) til samme løn.

Det må være tungt at køre skraldevognen for Keld Huttel i tiden, det ligner en underbemanding på bilen. Der er ikke megen hjælp af den (de) personer i umiddelbar nærhed.

KRONIK 28 OKTOBER 1998.
Jeg en diabetiker.

Denne kronik skal være en hyldest til disse venlige mennesker på Randers sygehus ,der hjælper vi diabetikere med at ramme den hverdag som kun kan blive aktuel med deres hjælp.

Der tales meget og ofte om dårlig service inden for det offentlige, jeg kan her kun berette om venlige og effektive mennesker der stiller sig til rådighed, med en meget stor viden om det emne der hedder diabetes.

Mit møde med disse mennesker startede en tidlig lørdag morgen hvor mit hjerte havde misforstået at det var weekend, det galoperede af sted hvor man straks blev klar over at der var nogle alarmer der ville fortælle at det var nu, en vagtlæge skulle rekvireres, han fik fat i en ambulance, den fik mig hurtig på hospitalet. Alt sammen gik meget stærk og jeg var ikke mere end lige ankommet før en læge og sygeplejerske tog sig kærlig af mig. De fik hurtigt hjertet ind i de naturlige slag, derefter troede jeg at det var et spørgsmål om tid inden de ville af med mig.

Men, men blodprøven havde fortalt dem om at mit sukkertal var på ca.16, med andre ord de havde fundet ud af at jeg havde det man kalder gammelmands sukkersyge, i dag kaldet type 2 , den form som kan behandles med tabletter, det ville man så absolut have tjek på så man tilbød efter 3 dage på hospitalet at man kunne videre behandle det på daghospitalet. Jeg var selvfølgelig godt klar over at jeg havde sukkersyge, det havde jeg efterhånden haft i næsten 4 år. Jeg havde lært at leve med den, jeg skulle være meget træt, men overvandt trætheden og kørte stort set normalt i hverdagen. Blot ubehag med tørhed i halsen og stor tørst hele døgnet. Inderst inde kendte jeg selvfølgelig betingelserne, hvis det fortsatte, så den hånd sygehuset rakte ud til mig, tog jeg selvfølgelig imod.

Daghospitalet tog hurtigt efter hjemsendelsen godt imod mig og startede med samtale med en læge og min sygeplejerske Jette, derefter skulle min kone og jeg til møde med diætist K.M. Fiil hvor nye kostvaner og planer blev gennemgået, derefter hjem og prøve denne kost i praktik, som i al sin enkelthed gik ud på at tabe sig. det hjalp ikke meget at jeg mente at det med vægten ville berøve mig noget, nemlig at en rigtig mand skulle da veje over 100 kg.

Jeg har fornyelig været af sted en hel dag, det var en dag, hvor vi var 15 personer til et møde, dem kunne man høre og tale med om problemer man har i hverdagen, en dag der startede med et foredrag om kroppens funktioner, hvordan og hvorfor man muligvis er kommet i den situation med diabetes. Samtidig lærte vi også hvad motion indebærer og hvordan det påvirker kroppen, sygeplejersker Jette og Alex kom hele turen rundt med forklaringer og eksempler, det var en dag hvor ens horisont omkring diabetes blev vendt på alle leder og kanter, en dag hvor man bliver klar over hvordan den indre mekanisme fungerer og hvor man bliver klar over ens eget bidrag til fremme af kroppens velfærd.

Hvis nogle går på samme måde som jeg, vil jeg håbe de kommer ud af busken og opsøger egen læge for en mulig opfølgning på sygehuset, jeg kan hilse og fortælle at man bliver modtaget godt og får netop den opfattelse at de lige bestemt står der for dig.

Denne kronik skal gerne være en tak til disse mennesker som yder den hjælp til os diabetes patienter, vel ved jeg at der følger en hyre med jobbet, men jeg føler at dem jeg har mødt ,selv syntes det er ønskejob, som de bestræber sig for at opfylde, nemlig at give den omsorg og pleje

som vi borgere har brug for ind imellem, tak for det.

Kronik 13 oktober.
Bliv Hjerteven med Randers eller…….

Cityforeningen i Randers har fundet et udmærket slogan til markedsføring af bymidten, det må man håbe vil give det resultater, der kan fastholde det billede der har tegnet sig i mange år, nemlig byen der handler. Fastholdelse af det store opland, der kommer fra 13 landeveje, er en stor opgave til de der skal markedsfører det i fremtiden.

Når opgaven bliver stor ,er det desværre fordi der er kræfter, der prøver at trække ned. Man oplever at gang på gang kommer de negative ting frem, der sker i vor by. Inden jeg fortsætter med hvad jeg mener kan gøres, vil jeg medgive at personer, der i byen sidder på pladser, hvor deres indflydelse kan markedsføres udadtil, svigter på mange punkter.

Alt negativ omtale i Randers, er ting vore nabobyer guffer i sig , bruger i stor stil til at fortæller at Randers ikke er en by at lægge sin visit eller handel i.

Der blev startet en stor og udmærket kampagne ,der skulle udnævne ambassadører der skulle slå et slag for Randers, det var ting pressen var med på. Det er mulig jeg ikke har fulgt godt nok med, men jeg har ikke set meget om udnævnelse den sidste tid. Der er mange store opgaver en ambassadør kan arbejde med, blot dette at det kræver en pokkers stor arbejdsbyrde for de personer der står i spidsen, sikkert de samme personer der også har meget at se til i det daglige med andre aktiviteter. Jeg tror der er mange ildsjæle der vil udføre sådanne opgaver, hvor er igangsætteren.

Der har igennem de seneste år været mange udmærkede ambassadører i Randers, sporten har bidraget med mange positive overskrifter om byen, jeg tænker med glæde så langt tilbage som 1948 hvor Karen Hoff med sin kajak gav byen fin omtale, der har været mange store præstationer som bl. a. fodbolddivisionsholdet igennem 60 og 70 erne op til i dag hvor vi kan være stolte af vore dygtige håndboldpiger, de giver byen en god reklame som politikerne heldigvis har valgt at støtte.

Dengang jeg blev bedt om at skrive kronik i den nye avis, sagde jeg til mig selv, ikke et ord om Bjarne Overmark, hans udfald mod alt der rører sig , er for mig uanstændig . Men skal jeg skrive om mennesker der om muligt vil gøre noget for vor by, må jeg nævne den person, som bevist eller ubevist trækker så mange negative ting frem om byen at han for mig er et skrækeksempel på hvad en goodwill ambassadør bør gøre. Han har sikkert haft mange personer løbende med klager af den ene og den anden art, han har helt sikkert nydt det og han er helt sikker ikke til at stoppe. Modspillet i byrådsgruppen er desværre ikke god nok, modspil kræver nemlig et stor arbejde, indblik i de sager som byrådsmedlemmerne bliver udsat for, kræver megen tid for at komme i dybden af sagerne. Det kræver også at man har embedsmænd der ligger de rigtige indstillinger og oplysninger på sagerne. Om de rigtige indstillinger fremgår af sagerne i dag, kan jeg ikke udtale mig om, men jeg husker med glæde tilbage til min tid som byrådsmedlem hvor en Søren Christensen som kommunaldirektør, var en mand jeg og det øvrige byråd havde den store tillid til , han var samtidig en nobel og god ambassadør for byen. Det skrives af en der måtte opgive før en byrådsperiode var udløbet. Opgivet på grund af at man som privat arbejdsgiver ikke har en jordisk chance for at klare begge ting