Ankomsten til Vejle foregik med tog, bagagen bestod af en kuffert og cykel. Jeg havde igennem en annonce søgt og fået et værelse på Fredericiavej 58.
Det var hos en ældre dame, som inviterede på kaffe og fortalte at hun anså damer på værelset som en dårlig ide. Der havde jeg et problem, jeg havde sagt, at Ulla jo kunne besøge mig, hvis hun kunne få lov at overnatte ude.
Jeg fik at vide, der først blev givet tilladelse efter et større familieopgør, som havde det alternativ at Ulla ville opsige sin læreplads, rejse til Vejle hvis der forelå nogle problemer.
Tilbage til den ældre dame som jo var det næste problem, hun gav mig ikke nogen udvej, jeg måtte smugle Ulla op på værelset. Det var jo små muligheder, for at kunne komme uhindret ud og ind.
Nogle gange havde hun hørt lyde, bankede på, for at se om jeg var alene. Ulla måtte gemmes i skabet, jeg var22 år, Ulla var 19år, Sådan var der i visse kredse 1956, jeg blev hurtig træt af dette værelse og fandt et andet værelse midt i byen på Dæmningen 33 hos Glarmester Pedersen.
Der var 10 overværelser, det viste sig at jeg var den eneste mand imellem de ni piger. Det blev en periode hvor jeg blev forkælet af disse venlige naboer.
En af disse piger, lidt ældre der hed Meta, inviterede af og til på Frikadeller, hun havde den evne at kunne få 32 frikadeller ud af 1/4 kg. Flæskekød, resultatet var desværre også efter det, men pænt af hende.
Jeg levede i den tid af biksemad købt hos den lokale slagter, derudover købte jeg dåsepølser i Brugsen hvor jeg var ansat, skar dem halvt over og ristede dem på panden. Når der var pølser på menuen, skyldtes det kun at jeg kunne købe på kredit på min arbejdsplads. Det var jo rart de sidste dage i måneden.
Min løn i Vejle hvor jeg startede med 480 kr. om måneden kunne hurtig slippe op, især med 10 cigaretter om dagen, rejser til Randers m. m.
Jeg startede i Brugsen på Sønderbro, den lå på hjørnet hvor vejen til Fredericia og Kolding deler sig, der var meget stor trafik der. Uddeleren der hed Jensen var en rar gammel mand, der var i nærheden af pensionen. Den største kundekreds så vi ikke meget til, der blev bestilt varer pr telefon, vi pakkede og en vognmand kørte ud hver Eftermiddag, jeg var glad for at være der, men var dog kun kort tid på stedet. Grunden var at den største Brugs i Vejle søgte en førstemand, jeg søgte den mest, på grund af lønnen som lige pludselig kunne stige til 540 kr. Forretningen lå på Vardevej i det man kaldte Vestbyen
. Jeg fortrød mange gange at jeg søgte den plads, Uddeleren der hed Sørensen, var komplet umulig at arbejde sammen med. Han var døv og syntes af den grund at tro, alle talte om ham, hvis man smilte til kunderne, troede han det var ham der blev smilt af. Jeg ville jo de fleste lørdage gerne til Randers, skønt toget gik kl.16,00, måtte man spørge fri, på trods af forretningen lukkede kl. 13,oo. Hylderne skulle fyldes op , der skulle støves af, der måtte ikke mangle noget på hylderne.
Ulla der i mellemtiden var udlært, hun følte at tidspunkt var kommet, hvor hun ville ud af de stramme regler som hendes Fader Viggo, i sikkert god tro, mente var rigtig for hende. Hun søgte en plads som Tandteknikker hos en Tandlæge der hed Leif Jensen. Hun flyttede til Dæmningen 33, hvor et værelse var ledig, vi boede på 2 værelser, hvilket var upraktisk, men dydens vej skulle jo følges.
Ulla havde ikke været længe i Vejle før der opstod muligheder for en lejlighed i Grejsdalen på Åkærsvej, vi mente at det passede fint med et giftermål. Selv om man ikke i Randers syntes det burde være nu, var bestemmelsen ikke til at ændre, bryllupskjolen skulle syes i Vejle, i en sidegade var der en dame der hed Lilly, hun havde en nystartet systue, så Lilly syede Ullas brudekjole som vi fragtede til Kristrup i en lejet Folkevogn.
Brylluppet som stod i Kristrup kirke skulle være et rolig bryllup. Dog må jeg sige at optakten for mig blev lidt af en prøvelse, først en halv time før jeg skulle være i kirken fandt min bror Far, siddende på et værtshus, han var i et lidt løftet stemning, kunne ikke forstå hvad vi var urolige over. Han kunne ikke se noget problem i at komme i kjole og hvidt, det måtte være en nem sag. Vi nåede kirken og far der om en ikke fuld, så dog tæt på, bød alle gæsterne velkommen siddende sammen med mig oppe foran. Han talte fint med dem på bageste række.
Selve bryllupsfesten foregik rolig, ikke mange mennesker var med. Festen blev holdt på Højskolehotellet i Randers d. 30 marts 1957, 2 af deltagerne, min far og bedste Dorthea fyldte år samme dag. Vi skulle bo på Højskolehottellet.
Bryllupsrejsen gik til Vejle, vi skulle på arbejde i Vejle tidlig mandag morgen, skulle samtidig flytte ind i vor ny lejlighed, et dejlig Bindingsværkshus. Vi havde køkken på 1 sal, toilet og badeværelse sammen med den frisørfamilie, der ejede huset. På 2 sal var et dejlig stue, så skæv at lagde man en stingkugle i det ene hjørne trillede det ned i det andet. Soveværelset var så lille der lige kunne stå 2 senge med en midtergang, samtidig var det spids formet som et telt. Vi boede der knap 2 år, måtte flytte fordi Ulla ikke følte tryghed ved at gå derhjemme alene, når kun manden i huset og hende var der.
Jeg blev mere og mere ked af min arbejdsplads i Brugsen, jeg søgte arbejde på
Tulip. Kreaturslagteriet havde en ny stilling i Ekspeditionen der skulle
besættes. Lønnen som var 196 kr. om ugen var væsentlig større en min løn i
Brugsen, ingen lørdags arbejde, lange aftener når arbejdstiden sluttede kl.
15,oo.
På hjemmefronten skete det dejlige, vi søgte en lejlighed, som var underetagen i
en gammel Patricevilla, der befandt sig på Jellingvej 26 i Vejle.
Betingelserne for at kunne flytte ind var, køb af et fast gulvtæppe og ingen
børn. Villaen var en gammel murermestervilla, det var ikke gået så godt for ham,
så han ville til Australien, arbejde og glemme det hjemlige, skønt han rejste
fra tre ukonfirmerede børn. Prisen for tæppet skulle ikke gå til kone og børn,
nej det var til rejsen til det fremmede.
Prisen blev aftalt til 180 kr. inkl. 3 garager. Vi havde så samtidig forpligtet os til at fyre hele huset op. Flytningen gik jo let, vi havde ikke så meget på den tid. På plads i det nye hus, var der familie vi kunne arve møbler m.m.. Så vi fik etableret huset.
Vi skulle starte med at fyre da vi ankom, så vi sendte bud til brændselshandleren efter 3 sække koks. Han kikkede på fyret og spurgte om de tre sække var til det fyr. Jo det var det. Nå sagde han vi ses snart igen. Ganske rigtig, efter weekenden stod vi uden koks, uden at vi vil prale af at huset var varmet op.
Gode råd var dyre, jeg klagede min nød til Viggo (min Svigerfar). Han skaffede en blæser, som vi så kunne fyre med snus med. Det var rimelig billig, men stakkels brændselshandler, der skulle bære det op i kælderen, det var virkelig op ad. Det pyntede både på budget og varme. Der var ikke talt om hunde og katte, det indebar at vi fik hund. En hvalp som var en blanding af gravhund og foxterrier, ankom til kreaturslagteriet med Falck for at blive skudt. Den tog jeg med hjem, blev døbt Lady og var hos os i 13 år.
Jeg var jo tidlig bidt af TV, starten i Vejle, stod jeg gerne oppe i passagen, hvor en radiomand havde placeret et fjernsyn i vinduet med lyd på. Der så jeg bl. a. seksdagesløb, selv om det af og til var koldt at opholde sig der.
Pengene vi fik i bryllupsgave blev brugt til fjernsyn. Grejsdalen havde ikke de bedste modtagerforhold, så Jellingvej der lå lidt højt, blev mulighederne væsentlig bedre. De var så gode, at jeg kunne svagt skimte tysk TV, men kun efter jeg var kravlet ud af et tagvindue, på skrævs af tagryggen bugsere mig hen og vende antennen mod Tyskland. Når så Danmark skulle ses, samme fremgangsmåde, hvad gjorde man ikke for kunne følge med.
Børnene oven på, var tit til fjernsyn om aftenen, deres mor måtte tage et job på slagteriet, hun var på natarbejde, for at kunne være ved børnene om dagen. Jeg beundrer den kone, der fra en beskyttet tilværelse, pludselig måtte sørge for alt selv.
Ved slutningen af 1959 skete det glædelige, at vi ventede barn. Anette kom til verden 5 september 1959 kl. 4,30 om morgenen. Jeg var på natarbejde, den største af børnene i huset, cyklede på slagteriet for at få mig hjem, ved hjemkomsten var tøsen født og lå i sin navlestreng, jordmoderen og lægen var ikke kommet endnu.
Det varede ikke længe før svigermor dukkede op fra Randers, barnet skulle jo passes. Ulla havde stadig sit job hos tandlægen, vi havde dog besluttet at efter fødslen skulle Ulla blive hjemme, men man skulle jo derfra på en pæn måde. Det viste sig svært at finde en ny tandteknikker. Skattereglerne var dengang, de der stoppede arbejdet 31 dec., skulle ikke betale skat af det sidste år man arbejdede. Det var en mulighed der skulle udnyttes. Vi var dog så naive at tro, at Tandlægen der ønske det Ulla skulle blive der 3 måneder i det nye år, kunne man stole på, Ulla fik tilbudt løn, uden opgivelse til årsregnskabet, mod at hjælpe. Ved årets slutning kom opgørelsen over de tre måneder. Resultatet blev, vi skulle betale mere i skat, en optjeningen havde været. Allerede der skulle man nok ændre holdning, det at tro det bedste i folk, til det modsatte er bevist, har dog alligevel fulgt mig livet igennem. De skuffelser det har givet, kommer pø om pø i de næste afsnit.
Vi var kommet til tidspunktet hvor vi skulle bryde op igen, årsagerne er beskrevet andetsteds. Årene i Vejle vil jeg altid se tilbage på, som år der betød så utrolig meget for mig.