Det blev en travl weekend der stod for døren, efter min opsigelse på Tulip om fredagen. Det at skulle starte på nyt arbejde mandag morgen kl. 06,00, fraflytte lejlighed, finde et sted til opmagasinering af bohave, indflytte i 2 små værelser som Ullas farfar og farmor havde i overskud, indtil vi fandt noget at bo i.
Min svigerfar Viggo kom til Vejle med en lastbil, hvor vi nemt kunne have den smule møbler vi var i besiddelse af, fodboldkameraterne fra VFC hjalp med læsning i Vejle, størst problem var den TV antenne, som skulle ligge oven på ladet, en antenne der dengang skulle kunde modtage Fyns senderen, havde en noget større diameter en de sender man ser i dag, den rakte godt ud over siderne, så den skulle mærkes godt op, hvilket skete med flagermuslygter.
Vi kom til Randers, fik klargjort os og jeg kunne så starte på slagteriet i Strømmen som aftalt. Det gik fint jeg startede i opskæringen sammen med bl. a. Frede Bornholmer, Bøggild og Ole.
Der gjaldt det om at skære svinene op til videre levering. Det var dog for det meste kun når slagtningerne ikke fandt sted.
Når der blev slagtet sorterede jeg svin, som så skulle skubbes i køletunnel, det var et koldt arbejde, men i forhold til Vejle noget lettere.. Jeg blev dog hurtig fast i opskæringen, det var nu ikke lige mig. Vi var som regel altid tidlig færdig, så kunne vi gå på loftet og sidde til det blev fyraften.
Det fik mig til at gå på opdagelse i slagtekæden, gav en hånd hvor der var behov. Det resulterede i at jeg kunne afløse flere steder i kæden. Det var jo nok ikke særlig klogt af mig for en dag stod jeg fast i kæden, det værst tænkelige sted, nemlig lige efter skold karret, hvor jeg hængte svin på kroge, skulle fjerne hår og klove som renseren ikke havde nået. Der kom ca. 180 svin i timen de ca. 6 timer der blev slagtet, vi arbejdede ikke på akkord. Jeg stod ved siden af skold karret, det afgav varme på den ene side, den anden side var svie ovnen. Den blev åbnet 180 gange i timen med afgivelse af varme som følge, der var uhyggelig varmt. Ikke altid vendte svinene så man kunne stikke hullerne, de skulle så vendes, hvilket krævede gode armkræfter. Det havde været hårdt i Vejle med at bære kreaturer, det var dog intet mod den plads jeg nu var kommet på.
Jeg blev så træt, at jeg måtte gå til min læge, for at få tabletter til at overvinde denne træthed, jeg følte når jeg havde stået på denne plads i ca.3 timer. Han gav mig nogle tabletter der hed Dexidrine, det var opkvikkende tabletter, som hjalp mig gennem resten af dagen.
Det var ikke noget der var holdbar i længden. Jeg besluttede mig for at jeg ville læse til lærer i fritiden, med min ringe uddannelse, var der mange ting der skulle læres. Jeg fik 300 kr. af min Bedstemor jeg kunne købe bøger for, fik endog privatundervisning af naboen. Jeg blev dog ret hurtig klar over, skulle jeg passe slagteriet om dagen med start kl. 06,00 og skolen i Århus om aftenen, ville det nok være mere en jeg kunne gabe over. Mig der aldrig havde ønsket at gå i skole, tænkte åbenbart ikke ret langt dengang.
Leje af hus på Skolebakken.
Efter ganske kort tid på de 2 små værelser, fandt vi en bungalow der kunne
lejes på Skolebakken. Det var Bødker, som far og mor kendte fra Vorup, han
var emigreret til U.S.A., de havde købt huset til den dag de vendte hjem fra
Amerika.
Det var et dejlig lille hus til en rimelig leje.Om sommeren var det alle tiders sted, men vi fandt ud af, at vinteren, var mere en vi kunne klare. Huset var meget klamt, kakkelovnen kunne kun varme en stue op.
Det resulterede at Anette, vort barn, fik astmatisk bronkitis. Det var så slemt ,at til tider troede vi, at hun ville gå væk for os.
Vi startede i Randers med en meget anstrengt økonomi, vi fik efter Ullas tvivlsomme stop hos Tandlægen i Vejle, en ekstra skatteregning på 2000 kr. Vi aftalte en afdragsordning, men med Ulla gående hjemme, passe børnene, ( som vi havde bestemt skulle være sådan ), blev der jo ikke meget tilovers andet en huslejen, kost og tøj.
Yderligere fik vi problemer det første år i Randers.. Jeg spillede fodbold i Vorup, måtte have benet i gibs, på grund af en ledbåndsskade. Slagteri,vand og gibs, passer ikke godt sammen, så jeg var sygemeldt i 5 uger. Sygdom betaltes i 1962 med 14 kr. om dagen, dog 7 dage om ugen, altså 98 kr, den normale ugeløn var 214 kr.
Samme år måtte jeg blive hjemme med svinerose, en sygdom man ikke måtte arbejde med kød med.
For at gøre det hele fuldkommen, fik jeg min genindkaldelse til militæret.
Det resulterede i at jeg måtte på Kristrup kommune og låne penge så Ulla og Anette kunne få til husleje m. m. penge som senere blev betalt tilbage til kommunen.
Den tid jeg gik og var sygemeldt, passede jeg Anette, vaskede bleer og cyklede lange ture med hende. Ullas læremester kunne bruge en Tandtekniker, så hun måtte arbejdede så vi kunne passe vore aftaler.
Det var et virkelig drøjt år i 1962. Vinteren gav sig udslag i at vi i kælderen måtte tø vand op med en gasflamme. Huset var så kold at vandet frøs i kælderen.
1963.
Det blev et år med mange gode oplevelser.
Den største var at vi fik en lille ny, som blev en dreng.
Tidspunktet var dårlig valgt. Natten mellem 1-2 marts, netop den nat hvor telefoncentralen i Randers blev omlagt. Det gav det resultat, at der ikke kunne ringes til Jordemoderen. Der var ikke langt til Jordemoder fru Hougård, det nyttede dog ikke noget, for hun boede på 2 sal, ingen ringe klokke og overhovedet ikke til at kalde op.
Vi havde ikke telefon, så jeg cyklede rundt til telefonboksene i Vorup og Kristrup. Mine svigerforældre havde telefon, heller ikke der var der kontakt. De havde også bil, en bil jeg heller ikke denne nat fik lejlighed til at låne for at fremskaffe en jordemoder. Først inde i Randers fik jeg forbindelse fra en boks til Jordemoderen. Det gik dog ikke stærkere en at jeg fik en del kaffe sammen med hende.
Vi fik vores dreng i et koldt hus, hvor dog stuen han blev født i ,var opvarmet.
En dag kom min Svigerfar Viggo og spurgte om jeg ikke ville ansættes som arbejdsmand i Entreprenørfirmaet, jeg skulle deltage i al forefaldende arbejde i hans Entreprenørfirma, som han kort før havde overtaget efter sin far. Lønnen skulle være den samme på slagteriet. Det var nok det bedste der kunne ske på det tidspunkt. På slagteriet var jeg begyndt at tage opkvikkende tabletter for at kunne holde ud at hænge grise op en hel dag. Ved middagstid var der ved at være udsolgt.
Jeg stillede dog den betingelse at jeg ville sikres fast arbejde. Det var pr. tradition i Entreprenørbranchen sådan, at man blev hjemsendt i den kolde og frost tid, hvor man ikke kunne arbejde i jorden. Ligeledes var der noget der kaldtes vejrlig. Der blev man hjemsendt og oppebar sin løn fra arbejdsløshedskassen. Kravene blev opfyldt, så jeg takkede ja tak.